Madkultur – Kan du genkende Mors kødgryder? / La culture culinaire et la cuisine de Maman

Madkultur – Kan du genkende Mors kødgryder? / La culture culinaire et la cuisine de Maman

Choux de Bruxelles
Sprøde rosenkål
Choux de Bruxelles croustillants
Crispy Brussel Sprouts

Mad er nok det mest intime, vi deler med offentligheden.

Foodporn er et begreb på de sociale medier, som dækker over deling af billeder af den mad, man spiser. “Porn”skal her forstås positivt, idet der menes, at man kan se på andres madbilleder og få stimuleret sine smagsløg virtuelt, på samme måde som porno er en virtuel seksuel stimulans. Man kan næsten smage den mad, man ser på instagram, enten fordi vi kender den, eller fordi den består af elementer, som vi kender. Billedet af en chokoladekage minder os om de chokoladekager, vi har spist i vores liv.

Smag har på det seneste været oppe i tiden i forbindelse med undersøgelsen af børns kræsenhed: Resultaterne viste, at smag og behag kun for en meget lille del er medfødt, og at tilvænning kan gøre meget for at udvikle og præge børns smagspræferencer. Bølgerne er gået højt i denne diskussion, idet man i medierne ofte har draget den konklusion, at kræsenhed er ren adfærd, dvs. et spørgsmål om opførsel og opdragelse. Man glemmer bare, at tilvænning er en proces, der er biologisk forankret. Når man gentager den samme handling mange gange, skaber det spor i hjernen. Det er rigtig smart, da det betyder, at hjernen ikke behøver at bruge nær så mange kræfter på at analysere den samme oplevelse anden, tredje og fjerde gang. Det er blevet foreslået, at visse fødevarer således bliver “fejlkodet” som farlige, hvilket medfører den stærke følelsesreaktion hos børnene.

Jeg kan ikke se, hvorfor det er så overraskende, at genetik ikke har så stor en rolle i denne sammenhæng. Når man ser på forskellene i madkultur bare inden for Europa, er det tydeligt, at det er opvæksten og vanerne er vigtigere end gener.

Min mand (Kolibrien) er fra Normandiet i Nordfrankrig, hvor en ikke uanselig del af genpuljen stammer fra vikinger. Det skal ikke nægtes, at der findes ligheder mellem deres madkultur og den skandinaviske: Der anvendes mange mælkeprodukter, smør, fløde og ost er i høj kurs, og man bruger i høj grad havets ressourcer. Selv brødet indeholder ofte rug, særligt når det skal spises sammen med skaldyr eller sild. Der er dog en oplagt forklaring på denne lighed: Klimaet i Normandiet ligner det skandinaviske (mest det danske, for at være præcis), og områdets placering ud mod havet gør det oplagt at fiske. Nordmændene valgte givetvis at slå sig ned et sted, hvor forholdene lignede de hjemlige, og indbød til det landbrug, de allerede havde kendskab til. Landskabet har derfor haft større indflydelse på madkulturen end beboernes herkomst. Normandiets indbyggere har altså smag for smør og fløde, fordi det friske græs i området giver gode mælkeprodukter, og ikke fordi de har evolueret genetisk som flødedrikkere.

Min egentlige hensigt med dette indlæg er dog at bringe den ubevidste madkultur frem i lyset: Jeg har en onkel, der rejser meget i professionelt øjemed, og det første han gør, når han lander i kastrup, er at gå hen og købe en hotdog. Mad kan både være det mest spændende og det mest udfordrende, når man rejser: Vil man kunne finde ud af at bestille noget mad? Vil man kunne lide det? Det er faktisk ret stressende, ikke at vide, hvad man kan forvente. Min mor plejer at vælge den mindst kendte ting på menuen, ofte med fårehjerne eller kalvebrisler til følge. Så modige er de færreste.

Det er utroligt, så meget personlighed og identitet, vi lægger i vores mad. Måske er det derfor, at kræsne børn provokerer os så meget. Mors kødgryder skulle efter sigende være de bedste i verden, genkendelige overalt. Hvad for en mor – eller far – er man, hvis barnet ikke kan lide den mad, man laver?

Heldigvis går kræsenheden ofte over med alderen – Sjovt nok i samme takt som man som voksen finder en ny accept af forældrenes handlinger. Før man ved af det, sidder man selv og nøder sine børn med rosenkålen! (fx denne lækre opskrift)

Français:

Notre manifestation publique la plus intime.

Foodporn est une expression utilisée dans les médias sociaux, et qui désigne le fait de se régaler à distance de la nourriture des autres par le biais de photos. La référence à la pornographie se justifie par la virtualité de l’expérience sensorielle. Nous sommes capables d’apprécier les saveurs d’une photo, parce que le plat photographié nous est connu, ou les éléments qui le composent le sont: Une photo d’un gâteau au chocolat évoque le souvenir des saveurs chocolatées du passé. Nos expériences gustatives sont une partie très intime de nous-mêmes. Une grande partie de notre identité culturelle et familiale se joue dans l’assiette.

De là la detresse des familles dont les enfants sont réputés “difficiles”. La cuisine de maman est dans l’imaginaire collectif la meilleure du monde et reconnaissable entre mille. Si nos enfants n’aiment pas notre cuisine, quelle sorte de mère – ou de père – sommes-nous?

Heureusement ces préférences s’estompent souvent avec l’âge adulte – Souvent à mesure que nous trouvons une plus grande acceptation de nos parents. Tout à coup nous voilà en train de pousser nos propres enfants à goûter les choux de Bruxelles ! (Par exemple celles-ci)

3 Replies to “Madkultur – Kan du genkende Mors kødgryder? / La culture culinaire et la cuisine de Maman”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *