Den giftige tanke, du skal opgive NU! – L’idée empoisonnée qu’il faut abandonner tout de suite !

Texte français en bas de page.

Ødelægger du (også) din egen motivation for at undgå smerte?

Det er ikke kun i hjemmet, at jeg af og til trænger til at rydde op. Af og til får jeg øje på et tankemønster, der bare skal UD! Oprydning og lugning af ukrudt er bestemt også noget, hjernen har godt af. For nyligt er jeg blevet opmærksom på sådan en giftig lille slyngplante i min hjerne, og jeg har opdaget, at den gør meget mere skade end gavn, selvom den virker harmløs – ja næsten rar.

Den har med perfektionisme at gøre, men også med beskyttelse mod sorgen ved at blive afvist. For nylig fik jeg et “nej” i et professionelt projekt, jeg ellers var gået meget op i. Det var ikke første gang, jeg blev afvist, og sandelig heller ikke sidste, for sådan er livet. Da jeg fik afvisningen, var min første tanke: “Det tænkte jeg nok…”

Ikke fordi, jeg har en speciel lav selvtillid. Jeg ved selv, at jeg er dygtig til mange ting, og der er chancer for at afslaget bare bunder i, at mit arbejde ikke lige passede ind i den forventede model. Jeg tænkte sådan, fordi jeg ikke ville såres af følelsen af det skuffede håb. Jeg kunne ikke lide tanken om, at have kæmpet og tabt, så hellere gå ud fra, at jeg ikke havde kæmpet hårdt nok, for så er der en mulighed for at kæmpe hårdere næste gang.

Og så slog det mig.

Sådan har jeg tænkt, hver gang, jeg har fået et afslag eller på anden vis er blevet skuffet. Jeg har vænnet mig til at underkende det arbejde, jeg selv har lagt i en sag, bare fordi andre ikke har taget vel imod den. Ved at prøve at skåne mine følelser for skuffelse, har jeg ikke kunnet bære at sige “Jeg gjorde mit bedste”, for det måtte betyde, at mit bedste ikke var godt nok.

Problemet i mit ræsonnement er bare, at jeg på den måde kommer til at nedgøre en stor del af mit eget arbejde, eftersom afslag og skuffelser er en del af livet –  Værre, jeg kommer til at lægge kriteriet for min egen succes i andres accept! Ikke godt!

Fra nu af hedder det: “J’ai fait de mon mieux” (“Jeg gjorde mit bedste”) hjemme hos os. Så må jeg lære at tackle skuffelsen – Jeg har planlagt anden del af dette indlæg, som kommer til at handle om, hvad hjernen oplever, når man bliver skuffet. Stay tuned!

Har du nogle giftige slyngplanter i dit sind?

Quand la gestion du sentiment d’échec tue la motivation.

Il n’y a pas que ma maison, qui a besoin d’être rangée régulièrement. De temps en temps je tombe sur un mode de pensée, dont la place est à la poubelle ! Le rangement et le désherbage s’applique également à l’esprit. Récemment j’ai découvert une de ces mauvaises herbes venimeuses de l’esprit, du genre qui peut vous empoisonner la vie, même si elle paraît anodine, voire même commode.

Cette pensée se rapporte au perfectionnisme, certes, mais elle sert également à me protéger contre les déceptions et de l’échec. Il n’y a pas si longtemps, j’ai subi un “non” dans un projet professionel qui me tenait à coeur. Ce n’est pas la première fois que j’essuie un refus, ni la dernière, car la vie est ainsi faite. Quand j’ai eu la mauvaise nouvelle, ma première réaction a été de me dire “Je m’en doutais…”.

Je ne souffre pas d’un manque prononcé de confiance en moi. Je sais que je suis douée pour beaucoup de choses, et que la raison de ce refus était probablement que mon travail ne rentrait pas dans la case spécifique que l’on recherchait. J’ai eu cette pensée, parce que je ne voulais pas me laisser blesser par le sentiment de déception. Je ne supportais pas l’idée d’avoir combattu et perdu, je préférais me dire, que je ne m’étais pas assez battue – comme cela, la possibilité de me battre encore plus fort la fois d’après reste ouverte.

C’est là que je me suis rendue compte:

C’est ainsi que j’ai réagi à chaque fois que j’ai été déçue dans la vie. Je me suis habituée à rabaisser mon propre travail, juste parce qu’il n’était pas bien reçu. Je résistais à l’idée de me dire “J’ai fait de mon mieux”, car si “mon mieux” n’est pas assez bien, qu’est-ce que je vais devenir? Je me protégeais grâce à l’idée que mon travail était insuffisant.

Le problème de ce raisonnement est que je finis par rabaisser une grande partie de mon travail, celle qui ne réussit pas immédiatement. Pire: Je laisse le soin de l’évaluation de mes efforts aux autres. L’acceptation des autres ne doit pas être mon critère de succès !

à partir de maintenant, j’accepte le postulat “j’ai fait de mon mieux”. Il me reste à apprendre à supporter la déception. Un post sur la déception et ses effets sur le cerveau est prévu dans peu de temps sur le blog, alors revenez bientôt !

Et vous? Avez-vous des pensées parasite?