Tyrefægtning kan i dén grad skille vandene!

Jeg var kort inde på emnet tyrefægtning i et tidligere indlæg. Jeg føler mig forpligtet til at gå lidt ind i emnet, dels for ikke at virke, som om jeg er indædt forsvarer af tyrefægtning, dels fordi jeg føler, at der mangler en nuanceret stemme i debatten.

Jeg gentager det lige én gang til: Jeg er ikke forsvarer af tyrefægtning, hanekampe, hubertusjagt eller andre handlinger, der mishandler dyr for sportens skyld! Det skal også siges, at jeg kun kender til tyrefægtning i Frankrig og ikke kan udtale mig om andre steder i verden.

Jeg vil komme omkring tre forskellige perspektiver på tyrefægtning: Religionsvidenskabens, lokalbefolkningens og slagterens.

Menneskeofringer og andre barbariske handlinger.

Som religionsvidenskabelig kandidat ser jeg måske tyrefægtningen i et lidt andet perspektiv end de fleste. I dag er det sådan, at vi i Vesten allerhelst vil ignorere de voldelig aspekter af menneskets natur. Når vi stempler handlinger, man anser for at være moralsk anstødelige som “umenneskelige”, glemmer vi at tænke på, hvordan mennesker har opført sig igennem tiden.

Vores nordiske moser viser for eksempel med jævne mellemrum, at det engang har været skik og brug at ofre ting, dyr og endda mennesker. Disse gaver til guderne (eller hvad det har været – Der er meget lidt enighed om ofringernes faktiske funktion) kan ikke have været nemme beslutninger. Ting, dyr og mennesker havde, dengang som nu, både en kommerciel og en følelsesmæssig værdi.

Det er offerets væsen at være et afkald.

Om det ene eller det andet spillede ind er egentlig ligegyldigt. Det er offerets væsen at være et afkald. Under en tyrefægtning giver man afkald på to ting af stor værdi. Det første offer er naturligvis tyren. Der er tradition for at bruge dyr, der er sunde og raske – Som egentlig er fremragende avlsdyr. Man giver afkald på en indtægt, også selvom dyret bliver til bøffer eller gardiane efterfølgende.

Den anden ting, man giver afkald på, er tyrefægterens liv. Der sker årligt dødsulykker, og hver gang bliver tyrefægtningsmodstanderne glade: De tror fejlagtigt, at det er et godt eksempel på “hovmod står for fald”.

Da jeg var ung, datede jeg kortvarigt en fotograf, der helt undtagelsesvis havde fået adgang til “dødsgangen” – Altså den gang, hvor tyrefægterne venter på at komme ind i arenaen. Der er stor prestige i at være tyrefægter, i visse kredse ser man dem som sportsstjerner. Der er dog ikke meget “locker room talk” over forberedelserne.

Det er ikke “nak og æd”, men et ydmygt møde med noget, der er større.

Tyrefægteren forbereder sig med rituel nøjagtighed og beder en afskedsbøn, inden han ser døden i øjnene. Det er ikke “nak og æd”, men et ydmygt møde med noget, der er større.

Der findes også, især i Sydfrankrig, forskellige varianter af tyreløb, hvor tyrene ikke slås ihjel. De unge mænd hopper og springer for at undvige en løs tyr – Lidt ligesom rodeoklovne. Det første døde menneske, jeg så, var en dreng fra min parallelklasse, der blev stanget og trampet ihjel. I denne type løb kan man rent faktisk tale om hovmod.

I den klassiske tyrefægtning omgiver man “de snarligt afdøde” med rituel respekt: Alt er struktureret, der sker aldrig afvigelser i rækkefølgen af begivenheder, der leder op til drabet. Der er naturligvis også et performativt aspekt: Der er publikum på, og fra tilskuerrækkerne er øjnene klistret til arenaen. Under et angreb er der helt stille, og der lyder et gisp, når blodet flyder. Musikerne spiller ind imellem de traditionelle melodier, og påvirker dermed stemningen og rytmen.

Lokale traditioner: Kulturfællesskabet mellem Sydfrankrig og Spanien

Tyrefægtning er knyttet til lokale festivaller, Ferias, og finder som regel sted omkring forårets højtider. Det giver mig en mistanke om, at der muligvis er tale om et forhenværende frugtbarhedsritual: Mennesket overvinder den hårde natur (tyren) og vinteren, som ekvivaleres med døden. Jorden gødes med tyrens blod, og er således befrugtet atter klar til at blive dyrket og bære afgrøder.

Befolkningen fester natten igennem i Bodegas (små vælvede caféer/restauranter) omkring arenaen. På udvalgte restauranter og hos enkelte slagtere kan man købe eller få serveret tyrekød – Ofte i form af gardiane.

Hvor de danske unge tager til Roskilde, tager de Sydfranske unge til Féria i Nîmes eller Arles.

Det er ikke fordi de alle synes, at tyrefægtning er vidunderligt – Langt fra! Hvis man spørger, hvorfor de tager til Féria er svaret det samme, som når man spørger et ungt dansk par om, hvorfor de holder barnedåb, selvom de aldrig går i kirke: “Det er tradition!”

Tradition. Ordet bruges ofte om noget, man bliver ved med at gøre, selvom det ikke er det, man ville vælge, hvis man selv måtte bestemme. Vi holder jul på samme måde hvert år, selvom vi bliver fede og stressede. Vi holder barnedåb for at glæde bedsteforældrene. Vi tager til Féria fordi det er en stor og festlig begivenhed, selvom vi ikke går ind for tyrefægtning.

For hvad skulle man ellers gøre?

Traditioner hænger ved, fordi de er så pokkers svære at erstatte! For at vende tilbage til Roskilde-analogien: Hvor skulle de unge tage hen, hvis man pludselig fandt ud af, at mudder er usundt? (#curlingforældre, haha).

Tyrefægtning hænger ved, fordi der endnu ikke er dukket et meningsfuldt alternativ op. Behovet for ritualer og traditioner er noget af det stærkeste i menneskekulturen – På godt og ondt!

Dyrevelfærd, slagtning og drab

I debatten om dyrevelfærd synes jeg, at det er interessant, at man oftest debatterer “den gode død”. Tyrefægtning, halalslagtning, slagtning efter jødiske traditioner, jagt… alt sammen emner, der kan sætte sindene i kog.

Jeg har engang besøgt et kreaturslagteri i Århus. Det er ikke fordi forholdene er specielt kritisable: Det foregår egentlig meget sobert. Dyrene står i kø i en smal gang af en indhegning, så de kommer til slagtningen én ad gangen. De kan ikke se, hvad der foregår for enden af køen, men virker alligevel nervøse – Måske pga. lugten af blod.

Koen kommer ind i et lille lokale, hvor dens horn bindes fast, så man er sikker på at ramme rigtigt. Den skydes bevidstløs med en gummikugle for panden, hvorefter halspulsåren skæres over. Koen dratter om og tømmes for blod.

Det er værd at bemærke, at en halalslagtning foregår på nøjagtig samme måde. Den eneste forskel er, at slagteren er muslim og beder en bøn for sig selv, inden han går i gang. Dette fik jeg fortalt på slagteriet og har siden tjekket det via andre kilder.

Det humane ved en slagtning består altså i en bedøvelse af dyret inden aflivningen. En tyr i arenaen bliver derimod udsat for smerter inden den slås ihjel. Jeg ved ikke, om der findes målinger af stresshormonerne hos hhv. slagtedyr og arenatyre.

Den gode død eller det gode liv?

Jeg ved ikke, hvordan jeg helst vil dø.

jeg har en bedre forestilling om, hvordan jeg vil leve. Hvis jeg skulle vælge et kvæg-liv, ville jeg hellere være en fritgående Camargue-tyr end en dansk malkeko på stald.

Idealet må være skovkvæget i Mols Bjerge, der opdrættes i den frie natur og bliver slagtet lokalt med et minimalt stressniveau.

 

Tak fordi, du læste med så langt. Jeg opfordrer igen til en god tone i kommentarfeltet.