Julegaver til børn – Uden batterier!
Inspiration: Julegaver til børn
Hvad giver man ungen der har alt?
De fleste af Danmarks poder sidder i øjeblikket med julelys i øjnene og sætter krydser i legetøjskataloget eller skriver lange lister – Hvad mon de får?
Dine børn ønsker sig både mere og mindre, end de selv tror. Der er ting, de ønsker sig, men ikke skriver på ønskesedlen, og der er ting på sedlen, som de ikke rigtig vil have.
Ofte er der er én bestemt ting, der er “hovedgaven”, og resten er en slags “fyld”. Børnene lader sig rive med af kataloget, og så er alle siderne pludselig krydset til ukendelighed. Andre gange er der kun krydser på én side –Og så improviserer familien.
For det er dér, problemet ligger. Hvis børneværelset er fyldt op af gaver fra sidste år der næsten ikke er blevet brugt, er det tegn på, at det er gaver der er blevet afgivet og modtaget af pligt – Pligt til at give gaver, pligt til at ønske sig noget.
Jeg har endda hørt om en fireårig, der fik så mange gaver juleaften, at hun ikke gad åbne de sidste! Hun var totalt mættet.
Pligtgaver bærer oven i købet på en del skyldfølelse over manglende taknemmelighed. Som voksne har vi både givet og modtaget en del af disse gaver, og vi må gå gennem alverdens kvaler for at komme af med de mange ting, vi har ophobet – Lad os dog skåne børnene for dem!
Oplevelsesgaver i børnehøjde
Jeg går i høj grad ind for, at man går efter at give børnene det de har ønsket sig. Som sagt er det ofte én bestemt ting, de konstant snakker om.
De fleste ønsker sig dog også andre ting, som sjældent står på ønskesedlen. Har du hørt efter? Hvad “plager” dine børn om?
Det kan være en af de dér udflugter som børnene snakker om, men som vi udskyder fordi det ikke helt er vores kop te: En tur i legeland, i badeland eller på legetøjsmuseum, landbrugsmuseum eller hvad der nu virker tiltrækkende på dem, og ikke på os. Det kunne også være en hel dag, hvor man bygger med lego eller laver kreaprojekter.
Det er faktisk endnu bedre, hvis man som voksen kommer lidt ud af sin komfortzone. Man får lov til at se sit barn i helt andre rammer end dem, man selv ville vælge.
I år får vores børn, udover det legetøj de mest har ønsket sig, en tur i indendørs legeland. Det er en verden, der er os voksne helt fremmed, og hverken Kolibrien eller jeg selv var legepladsens vildeste festaber som børn. Det giver lidt sved på panden at tænke på det… Det bliver spændende!
Giv et barn du kender en oplevelse.
Men hvorfor dog begrænse det til sine egne børn? Tag din nevø med i biografen, hvis du ikke kan finde den perfekte gave. Lad dit barnebarn slæbe dig med på Naturhistorisk museum og fortælle dig alt om dyrene – Det kan være du lærer noget!
Har du prøvet at give en oplevelsesgave til børn? Fortæl, fortæl!
Ps. her er mere inspiration til julegaver.
One Reply to “Julegaver til børn – Uden batterier!”