Hvordan er det at flytte til udlandet, når man er et barn?

Hvordan er det at flytte til udlandet, når man er et barn?

At bo i Frankrig (Første del: Flytningen)

I Marts 2022 blev jeg inviteret af Europe Direct Odense til at holde foredrag om det at bo i Frankrig. Du kan læse den artikel, der udkom i den forbindelse her. Hvis du er interesseret i at booke mig til et lignende foredrag, kan du læse om det her.

Jeg har jo, som nogle af jer trofaste læsere ved, boet 15 år i Frankrig. Og det har jeg længe ikke vidst, hvordan jeg skulle fortælle om.

For én ting er at tage en stor beslutning om at rykke familien op med rode og flytte til et fremmed land, noget andet er at være barnet der flytter med.

Dette er første del af min historie. Læs del 2 og 3.

Disclaimer: Dette er min personlige historie, og børn er, som alle mennesker, forskellige.

Østerbro, Sorø og Dyrehaven.

Jeg var tolv, da mine forældre fik mulighed for at flytte fra vores lejlighed på Østerbro i København. Min far havde arvet en sjat penge, og det var nu på tide at blive husejere.

Vi havde tidligere set på et nedlagt landbrug i nærheden af Sorø, hvor der var plads til egen hest. Det var altså ikke en fremmed tanke at flytte på landet, som så mange familier gør det i dag.

Det var efterår, jeg var 11 1/2, og vi var på tur i Dyrehaven. Vi gik ind et sted og drak varm kakao, og mine forældre snakkede om fremtiden. Jeg kan huske, at de vendte sig mod mig og spurgte:

“Hvad ville du sige til, hvis vi flyttede til Frankrig?”

“Hvad ville du sige til, hvis vi flyttede til Frankrig?”

Vi havde været i Frankrig mange gange. Vi havde ikke bil, men rejste med tog både til Paris, Nice, Korsika og andre mindre kendte steder. I den sommer, som netop var slut, havde vi været på Interrail, og havde både været i Paris, cyklet rundt i Périgord og set på præhistorisk kunst i grotterne, gjort ophold i Baskerlandet, før vi rejste længere sydpå og endte på Spaniens sydligste spids efter et ophold i Madrid.

Jeg kunne lide vores rejser, selvom det ofte var stressende: Der var jo ikke en smartphone til at guide os til nærmeste ledige hotel, når vi kom til en ny by.

Det var dejligt at være på farten, fordi det pres, der lå på mine forældres skuldre, når vi var i København var mindre nærværende, når vi var overladt til at være kun os tre.

Usund kunstnerstress i København

Mine forældre var (og er, de både lever og arbejder stadig begge to!) professionelle kunstmalere, og hvor spændende og priviligeret det end lyder (og er!), indebærer det også nogle benhårde realiteter: Der er det åbenlyse, at du på ingen måde er sikret en fast løn, pension, feriepenge (eller mad på bordet for den sags skyld) hver måned.

Dertil kommer, at maleri er et introvert arbejde, hvor man søger dybt i sin egen psyke og intellekt i månedsvis, mens man arbejder på en udstilling. Når så ferniseringen kommer, skal man pludselig ud og være udadvendt og “en spændende personlighed”, hvorefter man kan vente på, at kritikken af ens arbejde kommer i alle landets aviser, så hele Danmark kan læse, om man er på vej op eller ned i sin karriere.

At udkomme med noget er enormt sårbart, og burde været omgivet af den dybeste respekt. Desværre er der mange af dem, der arbejder i kunstbranchen, der ikke har øje for dette. Jeg har været vidne til mange skænderier mellem min mor eller far og de galleriejere, der har repræsenteret dem igennem tiden, fordi disse har stillet nogle krav, som man ikke kan opfylde i den sårbare periode omkring en udstilling: Krav til udadvendthed ledsaget af ufølsomme bemærkninger, samtidig med at de tog æren for succesen… eller skød skylden på kunstneren, når der var for få salg. Dertil kommer den evige “forventningsafstemning”, hvilket er et pænt ord for forhandling af procenter ved salg, mulighed for at give rabat (hvilket nogle gør uden at spørge om lov).

Alligevel er den evige skræk for en kunstner, at der en dag ikke er en kunsthandler, der vil repræsentere én.

Det var det pres, mine forældre ville have på afstand ved at bo i Frankrig. Dernede kunne de arbejde, sende billederne til Danmark, og så nøjes med at tage til København, når der var fernisering. Der var ingen, der lige ville smutte forbi atelieret for at diskutere noget, og så var mange ting (vin og mad) billigere i Frankrig.

At de er kunstnere er grunden til, at det overhovedet kunne lade sig gøre at flytte. I dag er det muligt at være “digital nomade”, men hvor mange traditionelle jobs tillader ellers, at man flytter til udlandet på ubestemt tid?

Hvad mon barnet siger?

“Barnet” (dvs. mig), sagde ja.

Det lød som et spændende eventyr, og jeg havde alligevel ikke rigtig nogen venner i skolen, så det skulle jeg ikke tænke ret længe over. På vejen hjem gennem den efterårsklædte skov, drømte jeg om en fremtid, hvor jeg ville blive voksen i Frankrig, møde en mand jeg ville stifte familie med, og bo der resten af livet. No regrets!

Hvordan skete det rent praktisk?

Mine forældre tog kontakt il nogle danske ejendomsmæglere, der havde ejendomme til salg i Frankrig. En af dem samarbejdede med en svensk kollega, der havde bosat sig i Uzès, i Gard-departementet, mellem Nîmes og Avignon. Sådan gik det til, at vi en vinterdag sad i hendes bil. Vi skulle ud og se på 4-5 huse, som hun havde udvalgt til os. Mine forældre endte med at byde på det andet hus vi så, og da vi nogle måneder efter var nede og skrive under, sov vi alle tre på gulvet i vores nye hus, inden vi tog hjem til Danmark for at pakke.

Det var dermed en realitet: Vi skulle flytte til Frankrig.

Der var mange ting, der skulle klares. Det administrative alene kostede mange grå hår, da alt jo skulle foregå via papir, post og ture på ambassaden. Selv jeg skulle, i en alder af tolv år, fremvise en uplettet straffeattest, hvilket viste sig at være unødvendigt, da den først var fremskaffet.

Der var også den lille ubetydelige detalje, at ingen af os kunne fransk…

Min mor kunne huske sit skolefransk, men jeg havde kun engelsk i skolen (sådan var det i 6. klasse dengang i slutfirserne), og min far kunne slet ikke, og er ikke spor sproginteresseret.

Vi startede med et kursus på kassettebånd, “À vous la France” som min farmor lånte os. Der lærte jeg den meget anvendelige sætning:

“Qu’est-ce qu’il y a à faire ou à voir pour un grenoblois à Grenoble” (“Hvad kan man se eller lave i Grenoble, hvis man er fra Grenoble”, det er en meget kompliceret måde at spørge efter de lokale oplevelser – Og vi skulle jo ikke bo i Grenoble!).

Det var ikke helt nok, så vi tog på kursus på den franske ambassade, og jeg fik desuden enetimer hos en fransk dame. Enetimerne var gode, men de tog mig jo ikke fra nul til modersmålsniveau på de få måneder vi havde, før vi flyttede.

Franskkurset på ambassaden var ikke meget bevendt. Det var et begynderhold med pensionister og “alment interesserede” i alle aldre, og det var hårdt for næsten tolvårige mig at se på den ældre herre, der aldrig lærte at udtale ordet “Juillet” (“Juli”).

En anden gang foreslog en af damerne på kurset, at vi skulle øve os i, hvordan man talte i telefon på fransk. Det er en udemærket øvelse, når man er let øvet, men en forfærdelig ide, når man er begynder.

Deres samtale lød som følgende:

“- Allo? – Bonjour, ça va? – Ça va, et toi? – Ça va… Et toi? – Ça va, et toi?…” osv. indtil læreren stoppede dem.

Hvad sagde omgivelserne?

Der var selvfølgelig familiemedlemmer, der blev kede af det. Jo mindre berejste de var, des større syntes afstanden dem, og des mere troede de, at de aldrig ville få os at se igen.

Blandt venner og bekendte var reaktionerne delt i to: Dem, der syntes, det var spændende, og dem, der ikke kunne få ind i deres hoved, hvor konkret projektet var. “Det har vi også tit talt om”, sagde de.

Jeg ved, at mine forældre syntes, det var lidt sejt, at de nu var sådan nogle, der gjorde tingene, og ikke længere var blandt drømmerne, og jeg var da også stolt af det.

Der kom altid et punkt, hvor samtalen faldt på mig, hvad enten jeg var direkte involveret i den, eller bare lyttede med på afstand. Jeg hørte mange meninger om det at bo i et andet land for et barn, og langt de fleste var positive.

“Ork, børn de lærer lynhurtigt! Der går nogle måneder, så kan du tale flydende fransk”, “Børn tilpasser sig alle steder” og ikke mindst: “Det er en stor gave at være tosproget” (Det var 1990, før udtrykket blev et nedsættende ord for indvandrer, men bare betød at man havde to modersmål).

Jeg blev med andre ord spået en stor succes i det franske, og det manede alle de bekymringer, jeg havde, til jorden.

Jeg var også begyndt at få flere venner i skolen – Det var jo lidt spændende, at jeg snart skulle flytte, så alle var pludselig søde imod mig.

Min far forsikrede mig også om, at jeg snart ville få en ny bedsteveninde, der sikkert hed Sophie ligesom en af mine veninder fra skolen. Det var en lidt mærkelig spådom, og den gik heller ikke i opfyldelse.

Så I Juni 1990 hoppede vi på et fly til Paris, hvorfra vi skulle videre mod lufthavnen i Nîmes, som lå lidt over 50 km. fra vores landsby.

Ankomst

Vi havde stadig ingen bil, selvom mine forældre begge havde taget kørekort inden vi rejste. Vores landsby lå ret isoleret, så kort tid efter vi var flyttet skulle vi have egen bil. Jeg var også blevet lovet, at vi skulle have hund, og vi havde planlagt et besøg til nærmeste internat allerede to dage efter vi ankom.

Men den første oplevelse efter vi ankom, var busturen fra Nîmes til Uzès. Bussen var en skolebus, hvilket vil sige, at den var fyldt op af teenagere i gymnasiealderen på deres daglige pendlerture gennem bjergene. De snakkede lystigt, grinede og småskændtes, som teenagere gør det verden over, men det, der slog mig som det mest opsigtsvækkende var, at de sad helt stille!

Altså – Det skete, at de rejste sig, vendte sig, byttede plads med videre, men ingen af dem så meget som svajede, når bussen kørte igennem et hårnålesving. Det, der føltes som et rutsjebanesving med mindst 4G for mig, var fast grund under fødderne for dem.

De havde selvfølgelig øvelse i det, for det var jo deres daglige pendlertur, og ligesom man kan være søstærk og have sømandsben, så man ikke mærker skibets vuggen så meget, havde disse unge åbenbart “busrygsøjler”, der ikke lod sig påvirke af hårnålesvingene.

I det øjeblik slog det mig, hvor meget tilpasning dette eventyr ville kræve af mig!

Arenaen i NÎmes
Spoiler alert: Vi FIK hund! Billedet er taget i den romerske arena i Nîmes får dage efter vi flyttede. På billedet er jeg i selskab med min mor og vores hund, Tashi. Billedet er brugt i forbindelse med mit foredrag om Frankrig i Odense.

Følg med herinde – Fortsættelsen kommer snart, hvor jeg fortæller, hvordan det gik, da jeg skulle starte i fransk skole uden at kunne tale fransk.

2 Replies to “Hvordan er det at flytte til udlandet, når man er et barn?”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.