Børn lærer det nye sprog på ingen tid… Eller gør de?
At bo i Frankrig (Tredje del: sproget)
Læs “første del: Flytningen” her, og anden del om at gå i skole i Frankrig her.
I Marts 2022 blev jeg inviteret af Europe Direct Odense til at holde foredrag om det at bo i Frankrig. Du kan læse den artikel, der udkom i den forbindelse her. Hvis du er interesseret i at booke mig til et lignende foredrag, kan du læse om det her.
Selv nu er jeg bange for, at du vil læse dette og tænke “Jeg kender da en, der er flyttet til udlandet med sine børn, og de har hurtigt lært det. Hende Anna må være en idiot.”
Det var ved at gå helt galt: Chaiteen med havremælk var ved at sprutte ud af næsen på psykologen, da jeg sagde det.
“Ja, svarede han, da han havde sundet sig lidt, børn lærer hurtigt nye sprog, når de er tre, men ikke, når de er tolv år gamle!”
Den information kunne jeg godt have brugt 31 år tidligere.
Før vi flyttede til Frankrig, var mine forældre lidt nervøse for, om jeg nu kunne klare at gå i en fransk skole. Velmenende familie og venner forsikrede dem om, at “børn lærer nye sprog på ingen tid. Det er noget andet end os gamle, harharhar!”. “Ja, jeg lærer det aldrig”, svarede min far. “Harharhar!”
Så var forventningerne ligesom på plads!
Jeg kom derfor i fransk skole uden at kunne fransk.
Eller – Aftenskoleundervisningen fra den franske ambassade i København havde rustet mig nok til, at jeg kunne forstå, hvad musiklæreren sagde, da hun mødte mig: “Ohlàlà, c’est irresponsable!”, og med det mente hun mine forældres adfærd.
Jeg kunne ikke tale nok til at svare hende, men jeg tænkte bare i mit stille sind, at hun nok ikke havde hørt, at børn lærer nye sprog på ingen tid.
Jeg kløede på, og lavede mine lektier på fransk med en ordbog ved min side. Det tog mange timer hver dag, og jeg havde jo fri kl. 16.30 hver dag, hvorpå der ventede 30 minutters bustur.
Lærerne var flinke til ikke at give mig karakterer de første måneder.
Kort efter skolestart fik vi en seddel med hjem om en kommende lejrtur til Alperne, hvor vi skulle stå på ski i April! Det var noget andet end hyttetur på Midtsjælland, så det ville jeg gerne med til, selvom det betød, at jeg ville være afsted på min fødselsdag. Jeg havde aldrig prøvet at stå på ski før, og som jeg sagde, “til den tid kan jeg nok flydende fransk, så det er ikke noget problem”.
Børn lærer jo sprog på ingen tid.
Jeg kom også på et lille franskhold som skolen oprettede, sammen med et par børn fra Nordafrika. Senere kom der også en amerikansk dreng på holdet, som var kommet til Frankrig med sin mor, efter forældrene var blevet skildt. Han hadede at være på skolen, lavede ballade, og nægtede at lære sproget. Han forstod ikke et ord af, hvad vi sagde på det lille franskhold, og jeg måtte sidde og oversætte fransklærerens spørgsmål til engelsk for ham.
Børn lærer sprog helt naturligt ved at tale det. Det går lynhurtigt.
I mange år sagde jeg aldrig et ord.
Tiden gik. Jeg lærte hurtigt at forstå fransk, men der var et stort problem: Jeg turde ikke tale.
Som jeg har skrevet før, var jeg aldrig ensom i Frankrig, som jeg havde været det i Danmark. Det ligger i kulturen, at man ikke lader nogen gå for sig selv, men inviterer alle indenfor i cirklen.
Jeg var isoleret på en anden måde: Jeg gav aldrig udtryk for noget som helst – bortset fra, når jeg brød grædende sammen.
“Selektiv mutisme” kaldes det, men det vidste jeg ikke.
Jeg kunne godt tale derhjemme, hvor vi stadig talte dansk.
De andre elever var søde til at stille mig spørgsmål, og prøve at integrere mig i samtalen, men jeg kunne ikke få et ord over mine læber, højst en enkelt stavelse. Jeg turde ikke.
Jeg kunne ikke fortælle om mit liv i Danmark, og dermed var det som om, det blev skåret helt væk. Jeg kunne ikke sige min mening om de emner, de andre diskuterede, så jeg levede nærmest i en osteklokke.
Som skrevet brød jeg af og til sammen. Jeg skammede mig over, at jeg ikke havde lært at tale fransk endnu.
Børn lærer jo sprog på ingen tid.
Men nu var der gået nogen tid.
Selv nu er jeg bange for, at du vil læse dette og tænke “Jeg kender da en, der er flyttet til udlandet med sine børn, og de har hurtigt lært det. Hende Anna må være en idiot.”
Gode karakterer
Ved hjælp af ordbøgerne og hårdt arbejde, lykkedes det mig at komme op på et flot karaktergennemsnit ved udgangen af det første skoleår. Skriftligt lå jeg over middel, og lærerne var som sagt flinke til at bære over med mine manglende mundtlige evner. I Frankrig skal man bedømmes ved skoleårets afslutning, karaktergennemsnittet gøres op, og derefter bliver det besluttet, om man kommer op i næste klasse. Jeg kom videre, hvilket nogle af mine franske kammerater ikke gjorde.
Efter det første år var jeg rent faktisk blevet flydende i fransk, men den selektive mutisme varede ved.
Det gik langsommere for mine forældre, for de var som kunstnere ikke tvunget ud i samfundet hver dag. De var kun nødt til at tale fransk, når de skulle købe ind, klare administrative opgaver eller være sammen med venner. Snart støttede de sig også op ad mig, når de skulle skrive på fransk.
Min mor blev også ret skrap til det franske, men var ofte i tvivl om stavning og den slags. Den dag i dag spørger de mig til tider om hjælp, når de skal have skriftlig kontakt til nogen i Frankrig.
Heldigvis blev jeg ikke slæbt med som tolk til lægebesøg og lignende, som man ellers hører det om udenlandske familier i Danmark.
Børn lærer jo nye sprog på ingen tid.
Ud af tavsheden
Har du nogensinde haft en drøm, hvor det var vigtigt at advare andre, men du kunne ikke få ordene ud af din mund? Den drøm har jeg levet i i flere år.
Den selektive mutisme varede ca. to år, men det tog derefter 4-5 år at arbejde mig ud af den igen. Min evne til at deltage i samtaler kom gradvis tilbage.
Vi søgte på et tidspunkt hjælp hos en belgisk børnepsykolog i Frankrig. Der gik jeg i et par måneder og fik hjælp. Eller… Jeg sad stille i konsultationen og sagde “ja” og “nej”, og især: “Det ved jeg ikke”. På et tidspunkt lykkedes det mig at have en samtale med en af mine skolekammerater. Jeg fortalte psykologen, at det var en succes, og at nu kunne vi godt stoppe. Hun blev glad, og så stoppede jeg. Og faldt tilbage i tavsheden.
Som sagt kom min evne til at tale gradvis tilbage, men det tog lang tid, og løsningen blev min egen viljestyrke og nogle nye venner, som ikke havde kendt mig fra starten, og som derfor havde bedre forventninger til mine sproglige evner. I Frankrig bliver posen rystet og klassesammensætningen lavet om hvert år, så det er lettere at skifte vennegruppe, især takket været devisen om, at ingen må gå alene.
Den dag i dag går jeg i panik, hvis jeg ikke ved, hvad jeg skal sige.
Skøre remser og blyanter
En ting er at tale og skrive et sprog, noget andet er at tale det fejlfrit og uden accent.
Det lærte jeg også, men ikke ud af den blå luft, og bestemt ikke bare fordi jeg var et barn.
Når en franskmand finder ud af, at jeg er udlænding, tilskriver h*n ofte mine færdigheder, at “børn lærer sprog på ingen tid”, men sandheden er, at jeg blev 18, og jeg havde stadig accent.
Så startede jeg på teaterskole, og der lærte vi diktion. Hvis du ikke ved det, så er diktion læren om udtale og hvordan man taler tydeligt og forståeligt.
Det tog fire år med skøre remser, teori om franske konsonanter og vokaler og øvelser med en blyant i munden, men i bedste Eliza Dolittle-stil blev jeg forvandlet.
Min danske accent forsvandt, og det samme gjorde min sydfranske accent. Da jeg næsten var færdig med at gå på skuespillerskole, mødte jeg min mand, Arnaud.
Som jeg har skrevet om før, kommer han fra Nordfrankrig, på grænsen mellem Normandiet og Picardiet, og efter at have boet sammen med ham i nogle år i Paris, var der mindsandten en der troede, at jeg også kom derfra.
Jeg havde måske mistet lidt af mit “perfekte, neutrale” franske, men havde vundet på autenticitet.
Jeg havde endelig nået mit mål: At blive 100% tosproget.
I 2005 flyttede jeg tilbage til Danmark. På det tidspunkt var “tosproget” blevet det politisk korrekte udtryk for folk fra andre lande, der ikke var tilpasset det danske samfund*. Det var et problem at være tosproget.
Ærligt talt, så føltes det virkelig ironisk!
“There and back again”
I det hele taget kom jeg hjem til et Danmark, jeg ikke kunne genkende, men det ligger ud over emnet for denne serie – Det vil jeg gerne skrive om en anden gang!
I eventyrene rejser man ud, møder udfordringer, og kommer tilbage transformeret. Det må jeg sige, at jeg også har oplevet.
Hvad eventyrene ikke fortæller er, at “hjem” også har undergået en transformation, og at man aldrig kan vende tilbage til det, der var før.
Derfor elsker jeg Tolkiens romaner (det mangler lidt i filmene, især i Kongen vender tilbage, hvor en del af slutningen er skåret helt væk): Når man har været ude og kæmpe mod kaos, kommer man tilbage til endnu mere kaos!
Denne observation synes jeg, er den perfekte slutning på min serie om at flytte til udlandet fra barnets perspektiv.
Det er vigtigt for både børn og voksne at gøre sig klart, at man aldrig kan vende tilbage. Ikke til det, der var før. Man kan rejse tilbage til Danmark, måske til det samme hus i det samme kvarter i den samme by, men det vil alligevel være et nyt hus, et nyt kvarter, en ny by. Uanset om man har været væk i seks måneder, eller som jeg i femten år, vil man skulle starte forfra med at forstå sit land.
Alting forandrer sig – Især dit perspektiv!
*Jeg kunne bruge mange sider på at skrive om, hvordan samfundet bliver ved med at finde nye måder at beskrive befolkningsgrupper, de vil omtale negativt, for at undgå at lyde intolerant, og at denne betydningsforskydelse skal dække over det skamfulde faktum, at systemet ER intolerant, men det er ikke emnet for dette indlæg.