Verdens heldigste æbletræ! – Le pommier le plus chanceux au monde ! – The Luckiest Apple Tree in the world!

Pæretræet der blev til et æbletræ og levede et mirakuløst liv!

For ca. 30 år siden købte min bedstefar et pæretræ til sin gård. Det skulle stå i haven og pynte, for der var i forvejen frugtplantager to steder på gården. Pæretræet var, som så mange andre frugttræer man køber, podet på en mere robust træsort, dvs. at stammen var af en almindelig æblesort, mens grenene bar pærer.

Årene gik. Min bedstefar blev syg og døde, og gården overgik til min bedstemor, der som bekendt kun kom her i ferier og weekends. Stedet blev hendes sommerhus, og det blev kun holdt sparsomt af hvem hun kunne få til at hjælpe sig, enten af godhjertethed eller mod betaling… somme tider dyrt: Der er få grænser for, hvad man kan snyde ud af en ældre dame, der ikke er til stede permanent. Min fars del af familien boede alle sammen i Frankrig, og hans eneste bror boede på Sjælland, og havde hverken tid eller interesse for at tage sig af Kaiserborgen. Med andre ord var der ingen af os, der havde mulighed for at holde jordene ved lige: Skovene blev til ufremkommelige jungler, marker og enge groede til, og haven forfaldt til et ufremkommeligt vildnis af brændenælder og væltede træer.

I midten af 2000’erne købte mine forældre gården af min farmor, der simpelt hen ikke længere havde helbredet til at holde den ved lige. Kort efter lejede de stuehuset ud til os, Kolibrien og Kejserinden, der havde behov for at finde et sted at slå os ned. Som erfaren anlægsgartner blev kolibrien mødt af lidt af en udfordring: Inden for de sidste seks år har han tålmodigt gravet sig igennem tonsvis af brændenælder, dødt træ, brombærranker, hyldebuske og hasselkrat.

Midt i det hele stod det lille æbletræ. Pæregrenene var for længst knækket af og smuldret bort, og da de faldt rev de halvdelen af stammen med. Træet stod med en halv stamme, der oven i købet var hul, så det nærmest kun var et stykke bark, men det stod op. Fra dette skrøbelige fundament havde stærke æblegrene skudt.

Kolibrien og jeg troede ikke rigtig på, at træet ville overleve. Kolibrien satte et bræt under det skæve træ, så det kunne læne sig op ad det i vinterstormene.

Træet står her endnu, og det er et af de mest givende og stabile frugttræer vi har: Hvert år får vi spandevis af små, røde æbler, som er perfekte i kaninungens madpakke, og minder os om, at livet kan overkomme meget -Selvom man ikke lever op til andres forventninger om, at man er et pæretræ!

Kys og Kram fra Kejserinden.

---

Français: 

Le poirier qui se transforma en pommier et eut une vie miraculeuse !

Il y a environ 30 ans, mon grand-père acheta un poirier pour sa ferme. Il était destiné à son jardin, car il y avait déjà deux vergers sur les terres de Kaiserborgen. Comme beaucoup d’arbres fruitiers, le poirier était greffé sur un arbre plus robuste, de telle manière que le tronc était celui d’un pommier, et les branches allaient porter des poires.

Les années passèrent. Mon grand-père tomba malade puis mourut, et Kaiserborgen passa aux mains de ma grand-mère, qui n’y vivait pas toute l’année, mais venait pour les weekends et les vacances. L’endroit devint sa résidence secondaire, et l’entretien fut confié de manière sporadique à qui voulait bien s’en occuper, de bon coeur ou moyennant finances, parfois à prix fort: Il est facile d’escroquer une vieille dame qui n’est pas à proximité. Ma famille du côté de mon père résidait en France et son unique frère vivait à côté de Copenhague et n’avait ni le temps ni l’intérêt pour s’occuper de la ferme. Autrement dit, personne n’avait la possibilité de s’occuper des terres: Les bois se transformèrent en jungles impénétrables, les pâtures et les près furent envahis, et le jardin en décadence se transforma en terrain vierge, englouti sous les orties et les arbres tombés.

Au milieu des années 2000 mes parents rachetèrent Kaiserborgen à ma grand-mère, dont la santé ne permettait plus de venir. Peu de temps après, ils louèrent le corps principal de la ferme au Colibri et à moi, qui avions besoin d’un endroit où nous pouvions nous installer. En jardinier expérimenté, le Colibri se lança dans la tâche de remettre le terrain en état. Ces six dernières années sont passées à patiemment se frayer un chemin dans des tonnes d’orties, de bois mort, de ronces, de sureaux et de noisetiers qui avaient tout envahi.

Au miljø de tout cela se trouvait le petit pommier. Les branches de poirier éaient tombées depuis belle lurette et s’étaient décomposées. Dans leur chute, les branches avaient entraîné la moitié du tronc. L’arbre avait survécu avec la moitié d’un tronc qui de plus était creux, de sorte que l’arbre se tenait sur ce qui n’était guère qu’un bout d’écorce. Sur ces fondations fragiles, des branches de pommier avaient poussé.

Le Colibri et moi ne croyions pas à la survie de l’arbre. Le Colibri installa une planche pour le soulager un peu de son poids, maigre réconfort dans les tempêtes hivernales.

L’arbre est encore là, et c’est l’un des fruitiers les plus généreux et les plus stables qu’on ait: Chaque année il nous fournit plusieurs seaux de petites pommes rouges idéales pour le panier-repas du Lapereau, et qui nous rappellent que la vie peut surmonter de dures épreuves – même quand on n’est pas à la hauteur des attentes des autres, qui veulent qu’on soit un poirier !

L’Impératrice vous embrasse.

---

English:

The Pear Tree that Turned into an Apple Tree and Had a Miraculous Life!

30 years ago my grandfather bought a pear tree for his farm. It was destined for his garden, since there already were two orchards at Kaiserborgen. Like many fruit trees it was grafted unto another more robust tree, so the trunk was from an apple tree, but the branches were to bear pears.

Years went by, and my grandfather became sick and eventually died. The farm was left to my grandmother, who, as you know, only came here for week ends and holidays. The place became her summer house, and the care of the land was left to whoever was available to help, out of their heart’s kindness or against payment, sometimes at a high cost: It is easy to lure money out of an old lady who is hardly ever present. My fathers side of the family all lived in France at the time, and his only brother lived near Copenhagen, and did not have the time nor the interest to take care of Kaiserborgen. For years nobody really took care of the lands, and the woods became impenetrable jungles, the meadows and fields were invaded and the garden was an untamed mess of nettles and fallen trees.

In the mid 2000s my parents bought Kaiserborgen from my grandmother, whose health did no longer allow her to come here. Shortly after they rented the main building to us, The Empress and the Hummingbird, who were searching for a place to settle down. As an experienced gardener the Hummingbird took up the task of whipping the place into shape again. The last six years he has been slowly digging his way through the wilderness of nettles, brambles, dead wood, elder- and hazel trees.

In the middle of all that we found the little apple tree. The pear branches had fallen off a long time ago and had already decomposed. In their fall, they had also ripped half the trunk off. The tree had survived on half a trunk that on top of that was hollow, so that the tree was actually standing on what was little more than a piece of bark. On these fragile grounds, new branches had sprung – Apple branches.

Neither of us believed the tree would survive for very long. The Hummingbird put a piece of wood under the crooked tree to relieve it from some of its’ weight and hold it during the harsh winter storms.

The tree is still there. It is one of the most generous and stable fruit trees we have. Every year it gives us several buckets full of small apples, perfect for Baby Bunny’s lunchbox, apples that remind us that life can overcome harsh challenges – Even when one does not live up to people’s expectations, when they want you to be a pear tree…

Hugs and Kisses from the Empress