Guide til Ebeltoft og omegn i vinterferien 2019
Kommer du en tur til Mols i vinterferien? Her er ting du kan lave i uge 7
Leder du efter tips til vinterferien 2023? Se her.
Hvad laver du i vinterferien? Her ser det ud til at den står på influenza, for Kaninungen har lige lagt sig meget pludseligt med feber, og så ved vi godt, hvad vej det går…
Alligevel har jeg brygget en lille guide til “mit Ebeltoft” sammen. Jeg tænker at nogle af jer har lejet sommerhus, og måske gerne vil læse lidt om de lokale hotspots.
Som altid har jeg fokus på økologi, autenticitet og hygge!
Ebeltoft by: Mere end Fregatten Jylland
Forstå mig ret, Fregatten Jylland er fantastisk – Og så har deres museum på kajen en ny udstilling (der er åbnet lørdag d. 10/2) med modelskibe. Der er bare ingen grund til at tro at den (og så måske glasmuseet) er de eneste ting man kan lave i Ebeltoft.
Midtbyen: Skynd dig at tage et før-billede!
Jeg mener selvfølgelig et før-billede af den store og yderst fotogene røde maltfabrik, som man ikke kan tage fejl af, når man kommer kørende langs stranden. Der er store projekter for den historiske industribygning, som jeg også har skrevet om tidligere, og nu er byggeriet altså i gang. Hvis du vil danne dig et indtryk af, hvordan der var “før” byggeriet, er det altså nu. Maltfabrikken bliver nemlig bygget om til et kulturhus med bibliotek og kunstnerresidenser… og et mikrobryggeri der skal markere bygningens fortid som maltfabrik. Det hele ventes færdigt i 2020.
Der er en anden form for “før-billeder”, jeg vil anbefale. Selvom det er vinterferie, er der nemlig stadig forholdsvis roligt i byen. Der er slet ikke samme vrimmel af turister som om sommeren. Hvis du holder af at fotografere de snørklede brostensgader og charmerende bindingsværkshuse uden tykmavede turister og isgnaskende børn foran, er det altså nu du har chancen!
Havnen i Ebeltoft: Et blomstrende madmekka for ægte gastronomer.
Der er nogle der tror, at Ebeltoft er konservativ, når det kommer til spisesteder. Det kan godt være, at der er mange stjerneskud og hakkebøffer i midtbyen (selvom der sandelig også er mere spændende tilbud), men på havnen ser det helt anderledes ud! Som forventet ligger der naturligvis en fiskehandel, et røgeri og et par fiskerestauranter… I sig selv fremragende, når man tager til en lille havneby og vil nyde livet. Ud over det forventede er der så vokset flere perler i denne østers.
Der ligger flere caféer, deriblandt Café Moeslund, hvor de friske råvarer og de charmerende værter giver en helt særlig stemning. Det helt særlige ved stedet er kaffen – Moeslund Mocca – Som bliver specialfremstillet til caféen.
Hvis du virkelig vil smage noget, du ikke finder andre steder, skal du dog finde Café LøCroQ*. For det første har caféen den smukkeste udsigt over havnen, man overhovedet kan tænke sig, idet den ligger i bunden af en privat forgrening af lystbådehavnen (sådan en har sikkert et navn, jeg ikke kender), for det andet bruger caféen mellem 90 og 100% økologiske råvarer – Vel at mærke fra egen gård! Ejeren opdrætter geder og producerer økologiske grøntsager – Det er de samme geder, der giver mælk til Øer Is (Ja: Is af gedemælk!) og i caféen kan du, ud over isene, smage en burger med gedebøf eller en med pulled goat! Stedet er også berømt for sine Flammkuchen/tartes flambées og sine molboplanker med charcuteri fra egen avl.
Lokale souvenirs for feinschmeckere
Hvis du mere er ude for at finde noget lækkert at tage med hjem til om aftenen i sommerhuset eller hvis du vil have en spændende gave med hjem fra ferien, skal du en tur forbi Hos Walter, vin ost og specialiteter*. Ejerne er eksperter i gin, rom, whisky og importerer selv mange af deres vine. Tidligere har denne kult-forretning ligget i gågaden, men siden sidste sommer er den flyttet i nye større lokaler på havnen. Der er altid mulighed for at smage på forskellige spændende nyheder indenfor spiritus, og deres udvalg af te, kaffe, chokolade mv. er heller ikke at kimse ad. Det bedste er dog nok det store udvalg af lokale specialiteter, som butikken ofte har samarbejdet med de lokale producenter om at udvikle. Du finder virkelig produkter, som du ikke finder andre steder i Danmark, og du har hele udvalget på ét sted.
Hvis man er interesseret i de lokale fødevarer, skal man også tage et kig på Molbordet, der er en sammenslutning af fødevareproducenter og forhandlere og restauratører fra Djursland, der gerne vil promovere det gode, lokale bord.
Rundt om Ebeltoft
Nu er jeg jo en sucker for Nationalpark Mols Bjerge, men det skal det ikke handle om i dag.
På vej til Kalø slotsruin? Så kan du passende tage på en gastronomisk rundtur i nærområdet. Kalø Økologiske Landbrugsskole har en lækker gårdbutik med både kød, grøntsager og bagværk (udvalget varierer). I Knebel kan du finde intet mindre end et økologisk chokoladelagersalg (Mols Chokolade Lagersalg), og på vej derned kan du købe renommerede fiskespecialiteter i Mols Røgeri.
Hvis du skal på tur med hele familien vil jeg anbefale jer at tage i Ree Park – Ebeltoft Safari, som jeg bla. tidligere har skrevet om her og her. Parken har for første gang åbent i vinterferien til en pris der er lidt billigere end om sommeren. Det kan på det kraftigste anbefales at se dyrene lidt uden for sæsonen, enten nu om vinteren eller i løbet af de første åbningsdage i den egentlige sæson. Dyrene synes nemlig for de flestes vedkommende at det er herligt med lidt adspredelse i form af besøgende, og du får mulighed for at se dem helt tæt på.
På Instagram
Vi er mange lokale, der er aktive på Instagram, og nogle af de mere officielle instanser i området har derfor oprettet nogle hashtags, der gør det nemmere at finde spændende billeder og ideer til ting at lave. Jeg vil anbefale at man, hvis man planlægger en tur hertil, følger #visitdjursland og #detdertæller. Man kan så tilføje #molsiudvikling, hvis man vil se praktiske oplysninger og events og #nationalparkmolsbjerge, hvis man er mest interesseret i naturen.
Du er selvfølgelig også velkommen til at følge mig: Jeg hedder anna_fra_kaiserborgen_blog, og jeg deler regelmæssigt gode historier og tips herudefra.
3 Replies to “Guide til Ebeltoft og omegn i vinterferien 2019”