Jeg går – Je marche

Jeg er egentlig lidt pinligt berørt over at indrømme, at jeg ikke løber men går. Jeg går 10-15 km flere gange om ugen, og det er som om det ikke opfattes som rigtig træning.

Jeg kunne forklare fordelene ved gang i dagevis: færre skader, mindre udstyr, mindre slid på ledene osv., men jeg ville stadig bare fremstå som en svækling, der ikke løber.

Sandheden er, at jeg ikke gider at løbe. Jeg har skam prøvet, jeg har løbet i perioder, også længere ture, men for mig er det bare kedeligt. Fokus ligger på kilometrene og pulsen og på at forbedre sin tid… Da vinteren nærmede sig stod valget mellem varmt løbetøj, der bliver for varmt efter få km, og at rykke indenfor på løbebåndet.

Jeg valgte i stedet at gå, og så skete der pludselig noget. Frem for at handle om performance, blev det pludselig en meningsfuld aktivitet. Jeg bor midt i en nationalpark, for Søren! Lad byboerne løbe parkstierne tynde, jeg vil hellere bestige Mols Bjerge over stok og sten og gennem sand og højt græs, men jeg frydes over naturens skønhed og tager billeder til instagram eller til bloggen. Jeg får tænkt private problemer igennem og får mine allermest kreative ideer, når jeg er alene på en skovsti. Jeg ser flere dyr end gennemsnitdanskeren når at se i et helt liv: kronhjorte og rådyr, harer og snoge vrimler jo herude, for slet ikke at tale om fugle og brude, mårer og ræve. Jeg har endda set ulvespor, men schhhhyyyy…. Jeg siger ikke hvor.

Det vildeste jeg nogensinde har set fra et løbebånd, er tre sveddryppende udsmidertyper, der stønnede om kap og sammenlignede biceps, mens de så Desperate Housewives. Det kan man jo også kalde eksotisk fauna…

Kys og Kram fra Kejserinden.

Ps. Jeg træner dog også på andre måder. Det fortæller jeg nok om en anden gang. Hvad med dig? Hvordan holder du dig i form?

Français

Je suis toujours un peu embarrassée d’admettre que je ne cours pas, je marche. Je parcours 10 à 15 km plusieurs fois par semaine, et c’est comme si cela ne comptait pas dans la catégorie “exercice”.

Je pourrqis expliquer pendant des jours les avantages de la marche sur la course à pied: moins d’impact sur les articulations, moins de blessures, moins d’équipement nécéssaire… Mais je passerais toujours pour une faiblarde qui n’arrive pas à courir.

La vérité, c’est que courir m’ennuie. Je l’ai déjà fait,j’ai même fait d’assez longues distances, mais c’est plus ennuyeux que pénible. On focalise sur le souffle, le pouls, la rapidité… Quand l’hiver approcha, j’avais le choix entre courir emmitouflée, sachant que j’aurais trop chaud au bout de quelques kilomètres, et courir sur un tapis en salle.

J’ai choisi de marcher, et cela a été un déclic. Ce n’était plus une question de performance mais de sens. J’habite dans un parc national, nom d’une pipe ! Que les citadins fassent leur jogging sur le gravier des parcs, je préfère escalader les collines de Mols Bjerge, cahin-caha à travers le sable et les hautes herbes ! Je profite de la beauté de la nature, et je prends des photos pour instagram ou le blog. Je réflechis à mes problèmes personnels et mes idées les plus créatives viennent sur les chemins forestiers. Je vois plus d’animaux que la plupart des gens n’en voient dans une vie: les cerfs et les chevreuils, les lièvres et les couleuvres pullulent ici, sans compter les belettes et les fouines, les oiseaux divers et les renards… J’ai même vu des traces de loup dans la neige, mais chut… Je ne dira pas où.

Ce que j’ai vu de plus étonnant depuis un tapis de course en salle, était trois énormes musclors qui ahanaient et comparaient leurs biceps, pendant qu’ils regardaient Desperate Housewives à la télé. C’est aussi une sorte de faune exotique…

L’impératrice vous embrasse.

Ps. Je pratique quand même d’autres formes d’exercice, dont je parlerai certainement plus tard. Et vous? Qu’est-ce que vous faites pour être en forme?

---