Flink til håndarbejde? – Doué pour les travaux d’aiguilles? – Good at Needleworks?

Af Kejserinden – Par l’Impératrice – By the Empress

Hvorfor giver en moderne kvinde sig til at sy og hækle, bare fordi hun er gravid?

En købmand, der kunne brodere.

I gamle dage var Kaiserborgens nabo en værre filur. Han kunne simpelthen ikke modstå fristelsen til at drille, når lejligheden bød sig. Landsbyens nye købmand, en ren kæmpe af fremtoning, havde i et letsindigt øjeblik betroet min far, at han i sine ledige stunder nød ar brodere. Nu kunne mn far jo ikke dy sig for at fortælle det til naboen – dog med strenge ordrer om aldrig at sige det videre.

“Næj, næj, næj, sagde den gamle bonde med ægte mols-dialekt, men der er da vel itte noet i væjen for at spørge, om han er flink til håndarbejde…”

Redebyggeri

Da jeg ventede Buddhababy, kunne jeg pludselig ikke få nok af håndarbejde. Hver aften, når Kaninungen var lagt i seng, sad jeg og hæklede – Eller, jeg lærte mig selv at hækle, for jeg havde aldrig gjort det før. Som man kan se på billederne, blev det til mange sjove og lidt specielle kreationer. Det er egentlig lidt mærkeligt, at jeg, med en lang videregående uddannelse bag mig og en stor interesse for moderne teknologier pludselig sidder og fremstiller ting, på samme måde som mine formødre (og fædre) ville have gjort det.

“Ting”, og hvad de fortæller om os mennesker, er en stor passion hos mig. Det er gennem ting, at arkæologen forstår, hvordan fortidens mennesker levede. Redskaber er kendetegnende for de højere livsformer (i hvert fald, når vi selv skal sige det), og ifølge teorier om “extendeded cognition” er ting en forlængelse af vores tankevirksomhed. Nedskrevne ord og de sanseindtryk, fremstillede objekter medfører, hjælper os med at huske og transmittere information, ligeså selvfølgeligt, som en skovl hjælper os med at grave et hul. Når vi dør, står objekterne tilbage, og vidner om, hvilken slags eksistens vi har haft: En udslidt lænestol, et brev vi har skrevet, et hus vi har bygget – Alt sammen tegner det konturerne af det liv, vi har levet.

På samme måde skaber vi liv, når vi får børn: Hvad enten det er, at bygge en vugge af træ, hækle bamser eller købe sig fattig i mærketøj til den lille, så konstruerer den gravide kvinde og hendes partner og familie konturerne af det kommende individ. Man gør en kravlegård klar, og føler pludselig, at den er beboet, selvom babyen stadig er i maven, og man sidder og hækler en bold eller en barnevognskæde, mens man forestiller sig de små hænder, der griber efter den.

Find instruktioner på Youtube

Det er fantastisk, hvad man kan lære sig selv, det er bare med at gå igang!

Kys og kram fra Kejserinden.

 

---

Français:

Pourquoi une femme moderne se met-elle à coudre et à faire du crochet, juste parce qu’elle est enceinte?

Quand j’attendais Bébé Bouddha, je n’en avais jamais assez de faire des travaux d’aiguille, ce qui peut paraître paradoxal, pour une femme qui vient d’obtenir un diplôme d’études supérieures et qu s’intéresse aux nouvelles technologies – Me voilà donc en train de fabriquer des objets de la même manière que le faisaient mes ancêtres.

Les objets et nos relations avec eux me passionnent. À travers les objets, les archéologues étudient la vie de nos ancêtres, car les objets constituent une empreinte de notre vie cognitive.  Selon les théories sur la cognition étendu (extended cognition), les objets physiques sont une extension de notre mémoire et de nos pensées. Les textes et les impressions sensorielles que procurent les objets sont des outils de notre pensée et de notre mémoire de la même manière qu’une pelle est l’extension de notre corps, lorsque nous creusons un trou, et permettent la transmission des idées. Lorsque nous mourons, les objets restent comme une empreinte de notre vie, et racontent en creux l’existence que nous avons connue: Un fauteuil usé, une lettre que nous avons écrite, une maison que nous avons construite dessinent la vie passée.

De la même manière, la “nidification” de la femme qui attend un enfant dessine la vie à venir. Que l’on retapisse la future chambre du bébé, qu’on fabrique des jouets au crochet, ou qu’on fasse flamber sa carte bancaire pour acheter des habits minuscules, l’intention est la même: définir les contours de l’individu à venir.

On prépare le berceau, et le voit déjà habité, on crée une balle-hochet, et on imagine déjà les petites mains qui se tendent.

J’ai été émerveillée par la facilité avec laquelle on peut apprendre le crochet sur YouTube. Un média est encore un outil qui permet la transmission du savoir.

L’Impératrice vous embrasse.