Hvad synes jeg (egentlig) om “Emily in Paris”?

Hvad synes jeg (egentlig) om “Emily in Paris”?

Man skal ikke spørge en politibetjent, hvad hun synes om den seneste krimiserie…

Det er altid lidt mærkeligt, når en fiktiv historie ligger meget tæt op ad ens egen. Kontrasten mellem virkeligheden og fiktionens muligheder virker en smule svimlende.

Derfor var jeg temmelig ambivalent før jeg trykkede på play ved Netflix’ seneste forslag “Emily in Paris”.

For dig, der ikke har set den: “Emily in Paris” handler om en ung (ikke som mig) Social Media ekspert (som mig), der flytter til Paris (som mig) fra USA (ikke som mig). Hendes ligefremme façon (ikke som mig) gør at hun ofte jokker i spinaten (som mig), og så møder hun alle de små franske særheder, som jeg jo kender så godt.

Tre gode ting ved serien:

  1. Det er ikke “den søde amerikaner” vs. de “arrogante franskmænd”. Det var det allerbedste: Begge parter fremstår som arrogante, fordi de kun er vant til at omgås folk fra deres egen kultur, som har strøget dem med hårene hele vejen gennem deres karriere. Det er ofte der, vi har svært ved at mødes mellem kulturer – Og også sådan jeg oplever mange danskere. Man kan kun se tingene på sin egen måde, hvis man ikke har prøvet andet, og det er utroligt svært ikke at være blind for, at modparten har det på præcis samme måde. Det er sådan clichéer opstår, og de gør mig træt. Det er ikke fordi, filmen er fri for klichéer, men lige dén har de undgået.
  2. De franske skuespillere er fantastiske, når de taler fransk. Det er nemlig ikke meningen, at seerne skal forstå dem, de er ikke tekstet, så de taler et helt naturligt, formfuldendt pariserslang, som man eller sjældent hører på film. Mon de har improviseret?
  3. Jeg kan virkelig identificere mig med Emilys SoMe-job, og med det at være den eneste SoMe-pige blandt reklamefolk. I mit kontorfællesskab og når jeg laver større samarbejder, er jeg sammen med journalister, tekstforfattere, grafikere, filmfolk, fotografer, webdesignere, annonceringsspecialister og hardcore reklametyper. Ofte virker SoMe arbejdet som en overfladisk og lidt poppet specialitet, samtidig med at mine metoder kan opfattes som en trussel (eller disruption) af de klassiske jobbeskrivelser.

Tre ærgerlige ting ved serien:

  1. Selvom det er skønt at gense mange af de kendte steder i Paris, kunne det være mere originalt at opleve det lidt mindre “Café-Eiffeltårn-Seine-Canal St. Martin”-agtige Paris. Der hvor arkitekturen er mere blanding og mindre Haussmann. De amerikanske skabere har nok også tænkt, at de ved at henlægge handlingen til Europa kunne undlade diversitet blandt karakterer og statister (de har spist os af med én homoseksuel og mørkhudet mand, og én asiatisk kvinde). Noget af det jeg elskede ved Paris var, at man hver gang man stod af metroen så en helt ny by og hørte et nyt sprog på hvert gadehjørne. Det savner jeg, både i virkeligheden og i serien.
  2. Selve handlingen omkring Emilys kærlighedsliv føles ret flad. Mere er der vist ikke at sige.
  3. I det hele taget er romantikken i serien noget af det mest clichéfyldte, jeg længe har set. Nej, det er ikke normen, at man har en affære med kunderne på et parisisk reklamebureau. Nej, det er ikke alle gifte franskmænd, der forventes at have en affære. Clichéen kommer fra den gamle boulevardteatertradition, som er teater skrevet for det bedre borgerskab, og som er designet specielt til at pirre deres fantasi med skandaler og drømme. Lidt som kulørte ugeblade. Det er faren ved at dømme en norm ud fra litteratur. Det er lidt ligesom hvis fremtidens arkæologer fandt et vejskilt med “60” på og skrev i historiebøgerne, at på den vej kørte alle 60 km. i timen. Skiltet findes netop fordi folk ellers ikke gør det.

har du nogensinde set et stykke fiktion, der handlede om en situation, du kendte godt? Bliver din profession beskrevet på en god måde på film?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.