Den store badekrig – La guerre du bain n’aura pas lieu

Texte français en bas de page.

Nøgenbadning, fællesbadning, svømning og vask:

Badet er symptomatisk for kulturen.

På det seneste har adskillelsen af mænd og kvinder i enkelte svømmehaller vakt debat. Du får her 3 gode grunde til at det ikke forarger mig:

1. At bade er ikke et selvfølge. Indtil slutningen af 1800-tallet, var havbade bestemt ikke noget, man gav sig af med i Europa. I nærheden af, hvor mine svigerforældre bor, ligger byen Mers-les-Bains, som tydeligt bærer præg af at være blandt de første franske badebyer med sin strandpromenade og huse i engelsk kyststil. Til gengæld har badebassiner været en vigtig del af mange højkulturer gennem tiden, såsom de romerske eller de arabiske bade. Der er store forskelle på, hvordan man har badet gennem tiden og i forskellige dele af verden og det er forventeligt, når kulturer mødes, at det at bade rejser meget forskellige forventninger.
2. Baderegler er relative. Her i Danmark går vi i bad nøgne, men svømmer påklædte, når vi er i svømmehallen. Mænd og kvinder er adskilt i omklædningen, men ikke i bassinet. På stranden derimod er forskellige grader af nøgenhed tilladt, og kønnene er blandet. I Frankrig skal man finde en nudiststrand, hvis man vil nøgenbade. I svømmehallen, ihvertfald den, vi oftest kommer i, er omklædningen og brusebadet blandet, men man klæder om i små kabiner og vasker sig med badedragt på. I Danmark ses det sidste som uhygiejnisk, men det er altså muligt at skubbe lidt til badedragten, når man vasker sig med sæbe. Til gengæld er badeshorts og løst, langt hår ofte forbudt i franske svømmehaller (og jeg kune godt undvære at se så mange Speedos samlet på et sted). Man skal også gå igennem et desinficerende fodbad, for at mindske risikoen for fodsvamp. Når reglerne er så forskellige bare i Europa, hvordan kan vi forvente, at de bare bliver fundet helt normale af folk der kommer fra en hel anden kultur? Min svigerinde fik næsten traumer over det danske system, og hun var her kun på ferie. Giv nu de enkelte svømmehaller lov til at give muslimske mænd og kvinder mulighed for at få noget skøn vandmotion!
3. Det rager i grunden ikke mig, hvor andres grænser går. Jeg er ikke selv for vild med den danske nøgenafvaskning. Jeg er godt med på, at det hjælper især yngre kvinder med at få et mere realistisk kropsbillede end det, de ser i reklamerne og bla bla. Jeg har dog en lumsk mistanke om, at man slet ikke kigger på hinanden, men mest på sig selv, når alle er nøgne, og så begynder man for alvor at fokusere på sine komplekser. Jeg har ikke så meget imod at være nøgen, og jeg kigger ikke på andre, men min blufærdighed blusser lidt op, når det kommer til at vaske sig foran andre. Sådan er det for mig, men er det også det for naboen? Der er simpelthen ikke tiltag nok til at tage hensyn til alle – Så når man kan, enkelte steder, sørge for at ramme en målgruppe, der ellers aldrig ville komme, skal man så ikke tage chancen?

Det hele skal ses som et udtryk for et velkendt fænomen for religionsvidenskaben, nemlig modsætningen mellem rent og urent. Denne skelnen er, så vidt vides universel for menneskearten, men der er store  kulturelle forskelle på, hvad der ses som hhv. rent og urent.

Vandet som rensende element er åbenbart ikke nok til at gøre os alle rene!

Nu, mixte, natation et toilette:

Le bain est un symptôme culturel.

Au Danemark certaines piscines ont choisi de faire des séances d’ouverture non mixtes, ce qui profite essentiellement aux populations d’origine non-danoise comme par exemple la communauté musulmane. Comme tout ce qui touche aux différences culturelles, cela a donné naissance à beaucoup de débats dans les médias classiques et sociaux. Voici mes trois raisons de ne pas être choquée:

1. Se baigner n’est pas une évidence. Jusqu’à la fin du 18e Siècle, les bains de mer étaient loin d’être courants en Europe. Les villes balnéaires de la mer du Nord témoignent de cette époque avec leurs esplanades et leurs maisons de style anglais. En revanche, les bains sous forme de bassins ont été communs dans beaucoup de civilisations, par exemple chez les romains ou dans le monde arabe. “Se baigner” a donc des significations très différentes, selon l’époque et la zone géographique, et il est compréhensible que les attentes soient différentes.
2. Les règles du bain sont relatives. Dans les piscines danoises, nous prenons nos douches nus, dans des douches collectives mais non mixtes. Ensuite nous allons nager en maillot dans des bassins mixtes. À la plage, en revanche, tous les degrés de nudité son autorisés, et la mixité règne. En France, il faut trouver une plage naturiste pour se baigner nu, mais à la piscine où nous allons, les vestiaires sont mixtes. On se change dans de petites cabines, et on se douche en maillot de bains. Un danois trouverait cela fort peu hygiénique de se laver en maillot. Par contre, la piscine française ne tolère ni les shorts de bain, ni les cheveux longs lâchés, et il faut passer dans un pédiluve pour combattre les champignons aux pieds. Si de telles différences existent même à l’intérieur de l’Europe, aller nager doit paraître insurmontable pour quelqu’un qui vient d’encore plus loin. Ma belle soeur française a presque été traumatisée par visite à la piscine danoise pendant ses vacances, alors laissons à ces résidents danois la possibilité de profiter des bassins de temps en temps d’une manière acceptable dans leur culture.
3. Les pudeurs des autres ne me regardent pas. Je ne suis pas fan de la douche collective nue. l’argument pour les conserver est de laisser, notamment aux jeunes filles, la possibilité de voir des corps humains naturels, différents de ceux des publicités. Je crois surtout que personne n’observe les autres dans ces bains, occupés qu’ils sont à regarder leurs propres défauts. Personellement, je n’ai rien contre le fait d’être nue, et je ne regarde pas les autres, mais je n’aime pas me laver devant tout le monde. C’est mon sentiment, mais est-ce que ma voisine le partage ? Il y a trop de degrés différents à la pudeur pour satisfaire tout le monde, alors si certaines piscines ont la possibilité d’attirer un public nouveau en imposant, de temps en temps, une ségrégation, ne faut-il pas leur laisser cette possibilité ?

En réalité il s’agit d’une problématique bien connue des chercheurs en religion: Les notions de “pur et impur” sont quasi universelles pour le genre humain, seuls les détails de ce qui est considéré comme impur changent.

Il faut croire que le pouvoir nettoyant de l’eau n’est pas suffisant pour nous purifier tous !