Jeg flyttede til Frankrig, da jeg var 12 år gammel – Sådan var min oplevelse

At bo i Frankrig (Anden del: hverdag og skole i et nyt land)

Læs “første del: Flytningen” her og “tredje del: Sproget” her

Og husk at du kan finde billetter til mit foredrag om Frankrig her: https://www.go-syddjurs.dk/arrangementer/23280/jul-i-frankrig-foredrag-v-anna-aulin-christoffersen/

De første dage

Vi var ankommet få dage før, og vi havde allerede nået det vigtigste: Vi havde været på dyreinternatet og fundet den sødeste hund.

Internatet var et ret barsk sted med rækkevis af udendørs bure med et lille læskur, så hundene kunne finde en minimal skyggeplads. Hvert bur indeholdt 6-8 hunde, som gøede, når man kom tæt på buret. De stod flere ved siden af hinanden i et råbekor eller løb frem og tilbage og patruljerede.

Vi havde sagt, at vi gerne ville have en ung hund, og vi blev vist hen til et bur, hvor der skulle være en tæve på ca. 5 måneder. Den ansvarlige kaldte på en lille brun hund, som ikke gøede, og hun kom trippende hen til buret og stak snuden ud til os. Da vi nærmede vores hænder, begyndte hun at slikke taknemmeligt på dem.

Min far havde udset sig en større, schæferlignende hanhund (det var samme pris – Han ville have noget for pengene!), men min mor og jeg insisterede på, at vi fik den lille brune tæve med hjem. Det viste sig at være et godt valg

Hunden, som vi døbte Tashi efter den tibetanske terrier, mine forældre havde som unge, men som hurtigt mest kom til at hedde “Bune”, blev hurtigt hjemmevant i vores landsby. Der kunne skrives en hel gyser om hendes eskapader, men hun var den sødeste og rareste familiehund.

Ud over hunden, havde vi også byttet udlejningsbilen ud med mine forældres første bil (de havde jo taget kørekort før afrejsen), der var blevet leveret en stribe hårde hvidevarer og anden elektronik (vores første VCR!), og vores flyttelæs var ankommet med alle vores ting (inklusiv en gammel opvaskebørste, som skulle have været smidt ud).

Når man har prøvet at være på en uges ferie på et spændende sted, ved man hvor meget man kan nå på få dage, når alt er nyt. Her var det bare praktiske gøremål i stedet for seværdigheder, der var blevet vinget af på rekordtid.

I fransk skole

Noget andet, der var blevet fikset var, at jeg var blevet meldt ind i den lokale skole. Vi flyttede i starten af juni, og jeg havde håbet på at få lov til at holde tidlig sommerferie, men det blev der ikke noget af. Mine forældre var bange for at jeg skulle få for meget fravær, så de skyndte sig hen til Coll`ege Lou Redounet i Uzès.

Vi boede i et område, hvor der ikke fandtes en international skole, så jeg kom direkte ind i det franske skolesystem.

Man går på Collège fra man er ca. 11 til man bliver ca. 15 år, så det svarer til lidt af mellemtrinet og udskolingen, 5. – 9. klasse, men der tælles ned: Man starter i Sixième (sjette) og slutter i Troisième (tredje). Derefter kommer man på lycée (gymnasiet), hvor man går i Seconde (anden), premiere (første) og terminale (“slutklasse”) – Og så er man ellers klar til takeoff!

Jeg skulle gå to uger i sixième inden sommerferien, og fordi jeg ikke kunne sproget, blev det besluttet, at jeg skulle starte i sixième igen efter sommerferien. Det betød at jeg kom et år bagud, men det blev aldrig rigtigt taget op derhjemme, jeg er faktisk ikke sikker på, at mine forældre var helt klar over det. Jeg skulle jo være startet i sjette derhjemme, så det hed jo nærmest det samme.

Det er normal praksis i Frankrig at lade en elev gå et år om, hvis h*n ikke har tilegnet sig pensum det ene år. Det er heller ikke usædvanligt, at man lader en elev rykke et klassetrin op: Da jeg startede efter sommerferien, var der en pige på 9 år i min klasse, og hun rykkede så to klasser op året efter. Det betyder, at hun efter danske standarder var ti år i syvende klasse, og formentlig kom i gymnasiet som tolvårig!

I Frankrig beholder man ikke den samme klasse gennem hele grundskolen som man gør i Danmark, klasserne bliver blandet og sat sammen på ny for hvert skoleår. På den måde undgår man alt for fasttømrede kliker, og at en elev er foran eller bagud betyder således heller ikke så meget for det sociale.

Til gengæld måtte jeg hvert år fremover forklare, hvorfor jeg var et år ældre end de andre, og det pinte mig en hel del!

Fransk skole: Myte vs. virkelighed

Ingen Uniformer!

Når man siger fransk skole, har jeg tit mødt danskere, der forestiller sig skoluniformer og små baretter, der går to og to og synger “Alouette”… Endnu en kliché der kommer fra amerikansk tv.

Jeg har været ude for en studievejleder på en dansk uddannelse, der underviste en hel klasse i, at det var sådan – Endnu en af de gange, hvor det ikke lykkedes mig at holde min kæft, men måtte afbryde ham og fortælle, at det var løgn… Jeg ved godt, at jeg er irriterende, og burde lade folk klichere i fred.

Hvis du har været i Frankrig, og set en skoleklasse med plisserede nederdele og veste, har det drejet sig om en katolsk privatskole – Og ikke engang de bruger uniformer systematisk!

Tilbage i halvtredserne havde man en såkaldt “blouse” på i skole, en slags grå kittel, der var lukket i ryggen, og som forhindrede snavs, kridt og blæk i at plette tøjet, samtidig med at man undgik tøjsnobberi. De var dog afskaffet for længst, da jeg kom.

“Uniformen” på collège i 90’erne var jeans, teeshirt og sneakers. Når det var varmt, blev jeans udskiftet med nederdel eller shorts… nøjagtigt som i Danmark. Man tog endda en jakke på om vinteren – Utroligt!

Nu skal jeg nok stoppe med at være sarkastisk!

Disciplin

Min far, mor og jeg sad i skolelederens kontor og udfyldte papirer.

I den kontaktbog, jeg fik overrakt ved tilmeldingen, stod der noget om “disciplin”. Min far grinede grinede højt ad det, og den rare dame bag skrivebordet løftede et studsende øjenbryn.

Det ord ville være malplaceret i Danmark og høre til “den sorte skole”, men det blev brugt i Frankrig sammen med ord som “respekt” og “adlyde”.

I Frankrig er man nemlig ikke så berøringsangst overfor hierarkier som i Danmark. Det er ok at anerkende, at læreren reelt har ansvaret for elevens læring, og desuden skal gøre sig til dommer over elevens potentiale og indsats.

Selvom jeg har mødt lærere i Danmark, der siger det modsatte, mangler jeg stadig at møde en, der i praksis anerkender den magt, læreren har over eleven, og det ansvar det medfører. Vi siger, at eleven har “ansvar for egen læring”, er dus og på fornavn med læreren, men i sidste ende er det læreren, der giver karakterer og bestemmer hvilke karrieremuligheder vi har efter 9. klasse. Der rynkes på næsen ad ord som “disciplin”, “respekt” og “adlyde”, men i sidste ende er der jo en part, der giver ordrer, og en part der forventes at gøre, hvad der bliver sagt. Det gælder i øvrigt også for forældre.

Som dansker siger vi i realiteten: “Du skal gøre, hvad jeg siger, men du må ikke kalde det at adlyde. Du skal gøre det af lyst”.

Desuden gælder det i Frankrig som i Danmark: Vold er forbudt! Så hierarkiet bygger ikke på fysisk frygt – Men dermed undgår vi ikke frygt for dårlige karakterer og indskrænkede fremtidsmuligheder, hverken i Danmark eller Frankrig!

Dengang gjorde det mig dog frygteligt bange, for jeg kendte jo ingen af de regler, jeg ville blive konfronteret med i den nye skole, og jeg var bange for at overtræde dem, og dermed støde panden mod den autoritet, jeg fornemmede i ordene “disciplin”, “respekt”, “adlyde”…

Jeg kan huske en aften lige i starten, hvor jeg havde svært ved at sove, og jeg bare gentog sætningen “je ne veux pas être comme ça” (“Jeg vil ikke være sådan”), for jeg følte at jeg måtte opgive al frihedsfølelse og selvsikkerhed og holde mig til så smal en sti som muligt (smallere end dydens!) for at være sikker på ikke at overtræde nogen regler. Der var jo ingen til at fortælle mig, hvad der var anderledes på den nye skole, for ingen havde et sammenligningsgrundlag, de kunne forklaret mig det ud fra. Ingen kendte skolen i Danmark.

efter noget tid var jeg så forsigtig, at nogle antog, at skolen i Danmark måtte være meget streng, siden jeg altid var så tilbageholdende.

Generelt tror jeg, at vi har en tendens i vesten, hvor frihed er et positivt ord, til at se andre lande som mere strikse og autoritære end os selv. Det er i hvert fald en antagelse, jeg ofte har mødt.

Livet som collège-elev

I collège-alderen er man ikke tilknyttet et klasselokale, men flytter rundt afhængigt af fag. Der var ikke skabe til alle som i en amerikansk ungdomsfilm, så man slæbte sin tunge taske fra lokale til lokale. Selvom man dengang ikke havde bærbare computere eller tablets med, vejede bøger og hæfter rigeligt til! Hvert fag havde som regel en tung grundbog, man lånte.

Desuden fik vi af hver lærer i starten af skoleåret en liste over, hvad man skulle bruge i deres fag: Hvor stort hæfte, hvilken type tern, hvilken type blyanter, farveblyanter, overstregningstusser, fyldepenne, farvede kuglepenne, hvor lang lineal, hvor kompleks en lommeregner… I starten af september, når skolen starter, går familierne rundt i supermarkedet og indkøber de fornødne redskaber. Familier med få midler får et tilskud til skolestart.

Alle køber desuden en lektiebog eller kalender over skoleåret, hvor hjemmeopgaver og vigtige reminders skal skrives ind. Dengang gik man i skole mandag, tirsdag, torsdag fredag og lørdag – Sidstnævnte dog kun om formiddagen. Derfor var alle onsdagssiderne blanke, og blev brugt flittigt til at personliggøre sin kalender med fotocollager, tegninger og små beskeder fra vennerne. Kalenderen blev dobbelt så tyk i løbet af et skoleår! I dag går man i skole mandag til fredag ligesom i Danmark. Skoledagene er dog fortsat lange, ofte til klokken 17 eller længere, med 1 – 2 timers frokostpause.

En del af de papirer, mine forældre udfyldte ved skolestart, fik stor betydning sidenhen. Der var et kryds, de ikke forstod præmissen bag:

“J’autorise mon fils/ma fille à quitter le collège en fin de journée en cas d’absence d’un ou plusieurs professeurs.”

“Hvad betyder det?” spurgte min mor den engelsklærer, der var med ved tilmeldingen, og fungerede som tolk.

“Do you want the school to be responsible for your daughter” oversatte hun lidt vel frit. Jaja, det var baggrunden for spørgsmålet, men det var ikke det der stod. Det vidste mine forældre ikke, så satte kryds ved “oui”.

Det, der egentlig blev spurgt om var, om jeg måtte forlade skolen, hvis en lærer var fraværende i sidste time, eller om jeg skulle blive på skolen og læse lektier i et overvåget klasselokale. De valgte altså, at jeg skulle blive og lave lektier, indtil skolebussen kom klokken halv fem.

I København havde jeg været ret glad for at gå fra Østerbro ind til den indre by efter skole. Gåturen og det at se på butikker og byliv gav mig en stimulering jeg savnede på en kedelig skoledag, og en følelse af frihed. Det var nu taget fra mig, og mine forældre turde ikke kontakte skolen for at ændre det… eller også var de meget glade for, at jeg ikke rendte alene rundt i noget, der trods alt stadig var et fremmed land.

I sidste afsnit af denne serie afslører jeg, hvor hurtigt jeg lærte sproget, fik venner, og kom op på niveau rent fagligt. Følg med – Det kommer snart!