3 ting du aldrig vil finde på Kaiserborgen.com

3 ting du aldrig vil finde på Kaiserborgen.com

Dette vil nok skille vandende

Det kan godt være, jeg favner bredt her på bloggen. Jeg skriver både om det at bo på landet her i Nationalpark Mols Bjerge, om familieliv med børn, om natur, miljø og sundhed, og ikke mindst om mad. Det er det sidste, det skal handle om i dag.

Også når det gælder mad, kan man beskylde mig for at være lidt for bred: Der er både opskrifter og historier om madkultur, kager og middelhavskost…

Så for dem, der savner en stærkere “rød tråd” på Kaiserborgen,  vil jeg i dag gøre brug af udelukkelsesmetoden, og udstikke tre emner, jeg overhovedet ikke gider beskæftige mig med!

1. Overpyntede kager med masser af detaljer!

MLP unicorn cupcakes til temafest
Sidste års fødselsdagsmuffins

Vil I høre en hemmelighed? Jeg synes at den eksisterende trend med kager, der bliver omformet til at ligne alt muligt, og som bliver pyntet med et ton gennemnulret fondant, en lille smule ulækker…

Topmålet må  være cake pops, hvor en færdig kage bliver reduceret til krummer og rørt sammen til en klæbrig masse sammen med en form for creme, hvorefter de bliver skulpteret som en klump ler i et formningslokale.

Forstå mig ret: Jeg kan godt lide farver og lidt kitschede kager, så der kommer masser af kagepynt på Kaninungens fødselsdagskager, men vi holder os til pynt der kan smøres, hældes (evt. med sprøjtepose) eller drysses på. Der skal ikke nulres i mit køkken!

Hvad siger I? er jeg sippet?

 

Erstatninger

Den seneste trend hedder køderstatninger, men erstatninger har jo været på markedet i årtier: Erstatningskaffe under krigen, margarine, der skulle proppe os med plantefedtsyrer, da man mente de var sundere end mættet fedt*… Jeg kunne blive ved.

Hånden på hjertet: erstatninger er ikke særligt hyggelige. Min tanke er lidt, at man er en ringe kok, hvis man ikke kan lave en ret uden kød.

Jeg elsker selv kød, og lever efter devisen “lidt men godt”. Jeg vil dog hellere have en lækker bønneret uden kød, end en hakkedreng med sovs og kartofler, hvor bøffen er lavet af bønner klædt ud som kød.

På samme måde undgår jeg helst energibarer, proteinshakes, kunstige sødemidler og diverse “gimmick-fødevarer”.

Hvis man har en allergi eller en anden sygdom, og prøver at spise noget, der på overfladen ligner resten af familiens mad, så kan erstatningprodukter nogle gange være vejen frem, ingen tvivl om det. Jeg har for eksempel været nødt til at ty til laktosefri mælkeprodukter og glutenfrit brød, når min IBS har været værst.

Jeg beundrer dog min far, der for nogle år siden fik konstateret type II diabetes, og som i dag er symptomfri takket været en sund kost og masser af motion. Han har aldrig så meget som rørt en sødetablet. Mine forældre har desuden været vegetarer de sidste 4-5 år… helt uden køderstatning!

*fedtdebatten er som bekendt meget mere kompleks end som så, så den må tages et andet (og mere kompetent) sted.

Mad der sætter gennemsnitskokken op til at fejle

Jeg har lavet min del af fancy madlavning, ikke mindst da jeg gik på kokkeuddannelsen. Jeg synes det er sjovt at udfordre mig selv. Udbenede rødspætter med svampefyld, kager med karamelgitter, perfekt tempereret chokolade osv. osv. er da fantastisk.

Der er to grunde til at det ikke skinner så meget igennem på bloggen: Dels er der grænser for, hvor meget tid jeg selv har til den slags narrestreger med to børn, en virksomhed og en bondegård at passe.

Dels har jeg lyst til at dele opskrifter, som folk rent faktisk laver! Der er intet der gør mig gladere, end når jeg får en kommentar, der spørger ind til de enkelte etaper i opskriften, eller når en vildt fremmed skriver, at hun har ladet sig inspireret af en af mine opskrifter. Det er bare det skønneste!

Desuden er ejg så forelsket i middelhavsmadens enkle udtryk, at jeg tror, der er materiale til et helt livs kulinariske studier. Mit nørdegen kommer ikke til at vansmægte!

Hvad med jer?

Har I nogle yndlingsaversioner i køkkenet?

 

*fedtdebatten er som bekendt meget mere kompleks end som så, så den må tages et andet (og mere kompetent) sted.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *