Vuggestuestart: Åh gru, åh skræk! – Départ en crèche: Horreur et damnation !

Vuggestuestart: Åh gru, åh skræk! – Départ en crèche: Horreur et damnation !

Texte français en bas de page.

Institution eller hjemmegående?

Anna Aulin-Christoffersen
Så er det slut med det her.
La fin d’une époque.

Så sker det. I morgen starter Baby Buddha i vuggestue, og mor her er slet ikke klar til at slippe min lille baby, der snart er tumling. Han selv, derimod, har i dén grad brug for snart at komme afsted. Han kører i ring herhjemme, flår bøgerne ud af reolen og spiser dem, stikker fingrene i vores gamle VCR-maskine og piller ved ledninger og stikkontakter. Han må have nye udfordringer – snart!

Der er rigtig megen debat omkring institutionsbørn og hjemmegående forældre, ofte mødre. Det er da også rigtigt, at den model, vi har i Danmark, hvor små børn er i institution i lange dage ikke nødvendigvis er den bedste for børnene, særligt når der konstant bliver lavet nedskæringer, og man hører om alt for ringe normeringer i kæmpestore institutioner.

Vi er så heldige, at Kaninungens landsbybørnehave har sikret sin fortsatte eksistens ved at oprette seks vuggestuepladser. Dermed får vi det privilegium at sende Baby Buddha i en velkendt institution, der ligger få kilometer fra Kaiserborgen, og har ret få børn. Det var ellers lige oppe over for et par år siden, og vi forældre var på barrikaderne for at bevare børnehaven. Når man googler mit navn kommer det høringssvar, jeg sendte til Syddjurs Kommune, stadig frem blandt de 10 første svar. Det er en rigtig god institution, der ligger lige op ad friskolen, hvor Kaninungen går, og hun kan vinke til ham gennem hegnet i frikvarterene. Vi har ro i maven ved at dende ham derned.

Når jeg snakker med andre familier her i Danmark, er mange (især mødre) bekymrede, om deres barn nu også er “klar” til at komme i pasning – Lidt som man kan have overvejelser omkring sit barns skoleparathed. Det er især spørgsmål omkring det at spise selv, kravle og kunne falde i søvn uden at blive vugget, der spøger. Jeg ser det som en god ting, at man gør sig disse overvejelser, for det tyder på, at forældrene ser pasningen som en aktivitet for barnet, og ikke bare en service, man betaler for, og hvor man sender sit barn til opbevaring. Man vil gerne have, at børnene får noget ud af deres tid i institutionen.

I Frankrig er situationen en helt anden. Der mangler i den grad vuggestuepladser i de fleste byer, og alternativet er privat dagplejer. Det er muligvis fordi der er mange børn, der skal passes, og da de er meget små, er de også ressourcekrævende: Den almindelige barsel varer nemlig kun ti uger efter fødslen, og kan forlænges hvis fødslen var hård. Der er mao. tale om en orlov til moren, så kroppen kan hele. Lidt sjovt er det dog, at barslen er længere, hvis man har børn i forvejen, eller hvis man får tvillinger. Derudover er det muligt at holde forældreorlov uden løn eller arbejde på deltid i op til seks måneder pr. forælder. Det er altså nogle meget små børn, der kommer afsted i pasning, og de kan dermed heller ikke forventes at kunne noget som helst selv.

Jeg har det, som sagt, ret så svært med at skulle aflevere Baby Buddha, selvom han snart bliver 10 måneder og kan både kravle og spise selv. På den anden side er jeg klar over, at det er et job i sig selv at passe et barn, og at hvis han blev herhjemme skulle der helt andre boller på suppen fra nu af: Legestuer, ture, aktiviteter mv. Det er et karrierevalg, jeg ikke har truffet, og selvom jeg er den bedste mor for mine børn, tror jeg ikke på, at jeg er den bedste til at støtte deres udvikling til sociale individer.

Jeg tager hatten af for dem, der har viet deres liv til at passe børn – Deres egne eller andres!


Modes de garde et mères au foyer.

On y arrive ! Demain est le premier jour de crèche de Bébé Bouddha. J’ai un gros pincement au coeur à le laisser partir. Lui, en revanche, est archi-prêt. À la maison il tourne en rond, sort les livres de la bibliothèque pour les grignoter, mets ses doigts dans notre vieux lecteur VHS, tripote les fils électriques et les prises… Il a besoin de nouveaux horizons, et vite !

Ici le débat fait rage car, même si une majorité des enfants sont gardes dans des institutions et que la plupart des adultes travaillent (à moins d’être au chômage), des personnes ont été très médiatisées parce qu’elles ont fait le choix de revenir au mode de garde “au foyer”. Il est vrai que des crèches surpeuplées d’enfants et avec des manques flagrants d’effectifs ont de quoi refroidir l’envie de leur confier nos enfants.

Ici nous avons la chance que l’ancienne école maternelle du Lapereau ait ouvert six places de crèche. Étant une petite école de village, elle manque d’enfants. L’école primaire a été privatisée voilà cinq ans pour la même raison. Nous avons donc le privilège de déposer notre fils dans une institution que nous connaissons bien, avec peu d’enfants et qui se trouve à deux pas de l’école du Lapereau: Elle peut lui faire coucou à travers la grille à la récréation.

Ici le congé maternité post natal payé dure environ 10 mois (à quoi s’ajoutent bien souvent des jours de congés payés non tenus dans l’année. La plupart des enfants on donc entre huit mois et un an avant d’être gardés. Ils ne sont pas acceptés dans les institutions avant l’âge de six mois. Même ainsi, les parents avec qui je discute se demandent souvent, si leurs enfants sont prêts à entrer en crèche ou chez une assistante maternelle, un peu comme ils se demanderaient s’ils s’agissait d’être prêts pour aller à l’école: Savent-ils manger tout seuls, savent-ils ramper, s’endorment-ils bien sans être bercés…? Cette inquiétude me paraît positive, car pour moi c’est le signe que les parents envoient leurs enfants à la crèche comme à une activité, et non comme s’ils plaçaient leurs enfants dans une consigne. Ils s’inquiètent de savoir si les enfants vont bien pouvoir profiter de la vie de crèche.

Comme je l’ai écrit plus haut, j’ai un peu d’appréhension à l’idée de déposer Bébé Bouddha, même s’il rampe et mange très bien tout seul. D’un autre côté, j’ai conscience que s’il restait avec moi, il faudrait prendre de nouvelles dispositions pour assurer son développement social: salles de jeu, sorties, activités: C’est un travail à plein temps d’élever un enfant, et, même si je suis la meilleure maman possible pour mes enfants, je ne suis pas sûre d’être la meilleure des éducatrices. Je n’ai pas fait ce choix de carrière qui consiste à rester à la maison avec mes enfants, mais celui de chercher un emploi qui épanouit d’autres facettes de ma personnalité.

Je tire mon chapeau à ceux qui éduquent des enfants à plein temps, les leurs ou ceux des autres !

One Reply to “Vuggestuestart: Åh gru, åh skræk! – Départ en crèche: Horreur et damnation !”

  1. Pingback: Kaiserborgen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.