Sådan holder du jul for under 10 personer

Sådan holder du jul for under 10 personer

Det kan lade sig gøre at have en god Jul, selvom intet er som det plejer

Jeg har holdt jul for få personer mange gange

Det startede, da jeg var 12 år gammel og flyttede til Frankrig med mine forældre. Pludselig var vi ikke inviteret hjem til nogen Juleaften, og vi havde heller ikke selv mulighed for at invitere den store familie.

Jeg er enebarn, så det var Far, Mor, mig og hunden.

Senere, efter at vi flyttede ind på Kaiserborgen, har vi holdt Jul bare Kolibrien og jeg, så kom Kaninungen til, og senere Kakaoknægten.

Der har også været år, hvor vi var hos mine franske svigerforældre – men der var vi også kun dem og os på selve Juleaften, størstedelen af tamtammet foregik på 1. Juledag.

Nu bor mine forældre lige i nærheden, så det betyder at vi er hele seks personer til Juleaften – Syv med hunden!

Det er med andre ord mange år siden, jeg har holdt dansk juleaften sammen med mange mennesker.

Sådan får du det bedste ud af situationen, når du holder Jul for få mennesker

Først skal beslutningerne tages

… Og dem har jeg selvsagt svært ved at vejlede dig om, for det afhænger helt af din familiesituation.

Skal der laves en opdeling? Skal du vælge at blive hjemme fra familiens fest, så du undgår, at I bliver for mange? Er der nogen, du må undvære at invitere i år? Skal Julen afholdes over to gange?

Det jeg kan sige er: Tag snakkene og beslutningerne hurtigts muligt. Meld ud meget snart. Ingen fortjener at gå rundt i uvished.

Jeg vil også opfordre til at tilgodese de ældre, hvis deres helbred er godt nok til, at de må omgås andre. Og selvfølgelig skal børnene være lige så meget i centrum, som de plejer Juleaften.

Fem problemer du skal løse, hvis din intime Juleaften skal være vellykket

Pas på tiden: den går helt anderledes, når man ikke er så mange!

For børnene risikerer det at blive en meget lang ventetid og en meget kort aften. Hvis de er vant til at mødes tidligt med fætre og kusiner og være sammen med dem hele aftenen, og de nu pludselig kun er et eller to børn (måske endda søskende), så er det naturligt at fokus vil vende sig mod spændingen og gaverne.

Dagen er pludselig meeget lang, og til gengæld bliver aftenen kort. Både middagen, juletræsdansen og gaverne risikerer at gå meget hurtigere, end I er vant til, fordi færre mennesker skal have deres tur, og man falder ikke i snak på samme måde.

Har du prøvet at gå tur med en flok mennesker på en rute, du kender godt? Har du lagt mærke til, at det tager dobbelt så lang tid, som når du er alene? Det er det samme Juleaften.

Løsning:

Sørg for at lægge aktiviteter ind for hele familien.

Her tager de med Far på tur i naturen, mens jeg laver mad om eftermiddagen.

Vi får også selve middagen til at tage lidt længere tid ved at starte ud med en lille bordgave, der skaber underholdning. Det er faktisk en tradition fra min fars familie. Så har vi voksne lidt mere pusterum ved bordet.

Til gaveuddeling venter vi på hinanden og skriftes til at pakke ud, men børnene får selvfølgelig flest ture.

Er du (eller andre) skuffet over, at intet er som det plejer?

For nogle betyder en ændring i juletraditioneren, at man “lige så godt kan aflyse julen” (Ligesom “Halloween var aflyst i år”).

Der kan være nogle (måske dig selv), der Juleaften vil fokusere på alt det de savner frem for at være nærværende i den Jul, de rent faktisk kan holde.

Løsning:

Husk på, at folk har holdt jul i krig, fattigdom, hungersnød og eksil.

“Er kruset af ler og kagen tør, deri sig engle finde”, synger vi i “Velkommen igen Guds Engle små”, og det er godt at huske sig selv på.

Prøv at forventningafstemme på forhånd med den lille flok, du skal holde jul med.

Hvilke traditioner er de vigtigste? er der en bestemt julesang eller en ret, der bare ikke må mangle? Hvis Moster Erna ikke er med, men alle savner hendes grønlangkål, er der måske mulighed for at hun vil dele sin opskrift? Hvis Farbror Knud ikke er der til at spille på klaver under juletræsdansen, kan han måske optage et par salmer på sin mobiltelefon og sende til jer på forhånd? Kreativitet er godt, for I vil altid huske “den Jul, hvor Farbror Knud var virtuel”

Udnyt at I er få mennesker, og forlæng Julen!

Måske kan alle overnatte på stedet og holde kæmpe Julebrunch første juledag? Så er der heller ikke nogen, der behøver at springe portvinen over.

Pas på med digitale løsninger

Kan du huske hvordan det nogle gange har været, når man ville sende glædelig jul- sms’er til alle sine bekendte juleaften, og netværket var overbelastet? Det er heldigvis blevet bedre nu om stunder, men hvad tror du, der sker, hvis alle prøver at livestrame deres juleaften for at “hele familien kan være med?

Det ender med at et eller flere familiemedlemmer kommer til at bruge aftenenen på at sørge for, at der altid er “hul igennem”, og det giver stress og mangel på nærvær. “Hov, der røg zoomforbindelsen til farmor! – Find lige mandelen igen, lille Gustav!”

“Hov, der røg zoomforbindelsen til farmor! – Find lige mandelen igen, lille Gustav!”

Løsning

Det ligger lige til højrebenet: Tag en masse billeder og videoer, hvis du synes, men brug størstedelen af tiden sammen med dem der er der fysisk. Det er almindelig pli og giver mindre stress.

Aftal evt. med dem, du ikke ser, at I laver hver jeres album, evt. i fysisk form, og bytter, så I kan se hinandens Jul. Tænk hvis alle gjorde det? Vi ville få et hav af dokumentation om “Jul under Corona” til fremtidens historikere (eller dine egne børnebørn).

Undgå madspild!

Og nu til det vigtigste: Maden!

Er du typen, der er til både-og? Flæseksteg OG and? Hvide OG Brune kartofler (og måske chips)? Rødkål OG Grønlangkål? OG så lige en forret? OG en stor portion ris-à-l’amande? OG konfekt til kaffen? OG måske småkager… æbleskiver og hvad ved jeg?

Så er det pludselig rigtig meget mad, hvis I kun er 6-8 personer og tre af dem er kræsne børn.

Løsning

Der er selvfølgelig den mulighed at prioritere. Kun and. Kun brune kartofler… KEDELIGT!

Hvorfor ikke lave mad sammen med nogle af dem, du IKKE skal være sammen med Juleaften? Brug d. 23/12 sammen med den, der er vært/værtinde for “de andre” til at preppe til juleaften, og “del så rovet”, ligesom nogle laver en årlig julebagedag, hvor der produceres småkager til flere familier. Det kunne da være hyggeligt, og I går derfra med en halv flæskesteg, en halv and osv.

Brug d. 23/12 sammen med den, der er vært/værtinde for “de andre” til at preppe til juleaften, og “del så rovet”

Det er også en mulighed at gøre som i Frankrig: Gør 1. Juledag lige så vigtig som Juleaften. I år er der nok ingen ide i at invitere nogle andre gæster næste dag, for så kunne man lige så godt have været samlet, men jeg har før nævnt muligheden for overnatning og brunch – Det kunne være overnatning og restemad!

Endelig skal du, hvis alt andet glipper, have en plan for resterne. Hvad kan fryses? Hvad skal spises indenfor de første dage?

Du kommer til at savne dem, der ikke er med.

Det er næsten uundgåeligt. For nogle vil det måske være første jul uden bedsteforældre. For andre er det børnene, der vælger ikke at “komme hjem til Jul”.

Løsningen

Accepter det. Julen er også en smerternes fest. Det er en dag, hvor vi mindes at vi ikke er sammen med alle dem, vi gerne ville, og sådan har det altid været.

Min mor mistede for eksempel sin far Juleaften, da hun var teenager. Det har præget vores Jul – Men det har faktisk betydet, at den altid har været ekstra festlig, fordi min mor er gået ind i festen med liv og sjæl.

Julen er også en smerternes fest.

Udnyt for eksempel det faktum, at I ikke er så mange om bordet til at tage en runde: “Fortæl dit bedste juleminde”. Det sætter snakken i gang og giver mulighed for at hive de gode minder frem om dem, der ikke er med.

Supplér evt. med “Fortæl dit værste juleminde”. “Det kan godt være, vi savner onkelt Albert, men kan du huske, da han væltede juletræet?”

Lad 2020 blive den bedst mulige Jul!

Skriv gerne en kommentar hvis du har flere tips, så andre kan få glæde af dem.

Del også indlægget her, hvis du mener at andre kan få glæde af det – Det kunne være med værten/værtinden der hvor du skal holde Jul i år.

Jul for 4 personer
Familien på Kaiserborgen Juleaften 2017

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.