Middelhavsmad: 5 gode grunde

Middelhavsmad: 5 gode grunde

vin
Vores egen vin på ranken

Derfor er middelhavets madkultur min helt store inspirationskilde.

Jeg kalder det helst for “middelhavsmad”, men forfalder til tider til “middelhavskost”. Jeg nægter “Middelhavsdiæten”.

Det sidste er der to grunde til: “diæt” lyder som noget syge mennesker er på, når der er madvarer de ikke kan tåle. Grunden til at det bliver anvendt visse steder er, at ordet bruges som en direkte oversættelse af det engelske “diet”, som jeg helst vil oversætte med kost (eller “kur”, men det holder vi os langt væk fra!).

“Middelhavskost” er et ord, der fokuserer på madens funktion som ernæring. “Mad” er for mig noget man nyder: Vi tager fokus væk fra det funktionelle og beskæftiger os med det estetiske.

Men hvorfor overhovedet spise middelhavsmad, når der findes så mange andre fremragende køkkener i verden? Her kommer mine yndlingsgrunde:

5 gode grunde til at spise som ved Middelhavet:

1. Det er sundt

Vi har efterhånden hørt alle historierne, men her er en meget kort opsummering:

  • Efter krigen ville amerikanske forskere undersøge, hvordan man kunne hjælpe de stakkels mennesker, der levede i de fattigere egne af Europa, og som ikke havde adgang til al den sunde mad: Store mængder kød, smør og mælkeprodukter. De fik sig en lang næse, da Sydeuropæerne, deriblandt beboerne på Kreta viste sig at have færre hjerte-karsygdomme og kræfttilfælde end amerikanerne. Så meget for ussel fattigdom.
  • Man taler om et “fransk paradoks” idet franskmænd er kendt for at indtage større mængder vin, men være ved bedre helbred end lande med et tabubelagt forhold til alkohol.
  • Den seneste snak om Middelhavets kost har omhandlet de såkaldte Blue Zones: 5 Steder i verden hvor mennesker lever aller længst. Det nye ved denne observation er, at hele livsstilen medtages og ikke kun kosten. Middelhavet er hjemsted for hele to sådanne Blue Zones: Visse dele af Sardinien og øen Ikaria i Grækenland.

De danske medier – Særligt de mere sensationsprægede – har ofte travlt med at “aflive myten” om middelhavskosten, på trods af at utallige studier peger på, at den er blandt de sundeste i verden. Ofte tager disse artikler udgangspunkt i enkelte fødevarer. På et tidspunkt blev det f.eks. påstået at øl er sundere end vin. I virkeligheden har øl flere mineraler, hvor vin har flere antioxidanter (mit råd: Drik begge dele på skift – Og med måde!).

En anden artikel fra 2011 (i Politiken – Se her) påstår at typisk dansk kost er sundere, fordi den består af kål og rugbrød, hvorimod middelhavskosten kun består af hvidt brød og pasta. Hmmm… Det er altså ikke min erfaring med hverken den ene eller den anden type kost. Middelhavskost er i hvert fald langt fra fiberfattig med alle de grøntsager, bælgfrugter og fuldkornsprodukter den indeholder, just saying.

2. Det er nemt

I min optik består middelhavskosten primært af friske grøntsager. Da jeg boede i Sydfrankrig er jeg talrige gange blevet inviteret på frokost, hvor maden bestod i et fad udskårne eller hele grøntsager og en skål med olie-eddikedressing (ikke engang “rigtig” vinaigrette som er pisket med sennep) til at dyppe i. Det var et fuldstændig acceptabelt måltid at invitere en gæst på, og jeg har fået det hos såvel mænd som kvinder, yngre som ældre. Det synes jeg, at vi bør indføre her i Danmark: Gode grøntsager, god olivenolie, et godt glas vin… Og frem for alt godt selskab!

Det synes jeg, at vi bør indføre her i Danmark: Gode grøntsager, god olivenolie, et godt glas vin… Og frem for alt godt selskab!

Selvom nogle af de retter, jeg har præsenteret jer for herinde kræver tid, er de sjældent komplicerede eller svære at lave – Og nogle er endda virkelig hurtige som denne pastaret med ovnbagte grøntsager (husk fuldkornspasta for at please Politiken, haha!) eller denne auberginecaviar.

3. Det er børnevenligt

Et fad grøntsager (som man i dyrehandler- og børnehaveregi kalder “gnavegrønt”) er som skabt til små sultne ulvetimeunger, og de bliver ofte lykkeligere for de farvestålende frugter og grøntsager end for en rød bøf!

Man kan også lave en sund pizza (opskrift her) lørdag aften – Det gør vi næsten altid.

4. Det er billigt

Jeg ved godt, at grønsager, bælgfrugter, olivenolie, gedeost, fisk og vin er dyre madvarer her i Danmark. Næste gang du køber ind, synes jeg du skal kigge på din bon. Vor meget har du givet for kød, slik, sodavand og færdigvarer? Jeg siger ikke, at vi her i familien aldrig køber disse ting, men det er nok for mindre summer end mange andre. Jeg har regnet ud, at vi køber for ca. 150 kr. kød om ugen, mest økologisk… inklusiv kødpålæg. Vi er en familie på fire personer med en sund appetit, ikke mindst hos børnene, der skal bruge nogle solide madpakker for at komme igennem en lang dag i skole og vuggestue.

5. Det er noget, vi kan relatere til

Der findes andre steder i verden end middelhavet, hvor man levet sundt. Japansk kogekunst er forrygende (og ikke kun, når det gælder sushi). Jeg har en bog om japansk madlavning, men jeg må indrømme at jeg står af, når jeg skal op og koge misosuppe og stege fisk om morgenen.

I de isolerede egne i Grønland er de også fritaget for en masse livsstilsygdomme. Man mener det er på grund af det høje indtag af omega 3-fedtsyrer. Jeg har det bare temmelig stramt med en næsten 100% animalsk kost, og sælspæk er ikke blandt mine favoritter.

Jeg sætter det selvfølgelig lidt på spidsen her til sidst. Min pointe er bare, at vi som danskere trods alt har nemmere ved at relatere til en pastaret eller en grillet fisk med grøntsager…

Jeg håber, jeg har inspireret jer til at prøve nogle af Middelhavskøkkenets herligheder af. Jeg glæder mig til at dele det næste indlæg – Det handler nemlig om grøntsager!

Glem ike at synes godt om Kaiserborgen på facebook.

One Reply to “Middelhavsmad: 5 gode grunde”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.