Hvorfor middelhavet? Du bor jo på Mols?

Middelhavet på Mols

Middelhavet på Mols: De store fyrretræer, der næsten ligner parasolpinjer, er meget middelhavsagtige!

Middelhavet har altid føltes som mit hjem.

Det var til de europæiske lande omkring middelhavet, at jeg som barn rejste på sommerferie.

Det var ikke charterferie men studieture, for som malere havde de brug for at opleve andre farver og et anderledes lys end derhjemme.

Det var ikke bilferie, for vi havde ikke bil.

Jeg var kun omkring et år, da vi var i Sydfrankrig for at se på okker, tre år, da vi boede en måned i Italien, seks, da vi rejste det ægæiske hav tyndt.

Jeg var otte, da vi rejste til de franske Alpers sydlige udkant og boede i en etværelses hytte med skorpioner på gulvet og firben på murene. Så tog vi videre til Korsika i flere uger.

Vi rejste med tog, bus og lejede cykler, og fandt hotellerne efterhånden som vi kom frem uden at have reserveret i forvejen. Hvis jeg skulle rejse sådan med mine børn i dag, ville det helt sikkert give sved på panden!

Da jeg var elleve, tog vi alle tre på interrail gennem Frankrig: Paris, Périgord (hvor vi cyklede rundt og så på hulemalerier i ufremkommelige grotter bevogtet af lokale bønder), Biscayen ved Atlanterhavet og videre ned gennem Spanien over Madrid til kysten ved området omkring Malaga. Alt sammen i tog og uden hotelreservationer vel at mærke.

Det var selvfølgelig ikke de eneste rejser, vi var på: Jeg har også oplevet charterture til Gran Canaria og Kreta, sommerhusferie på Fanø, storbyferie i Paris… For ikke at tale om to måneder på en finsk klippeø.

Græsk restaurant på Kaiserborgen

Når vi ikke var på disse rejser, og ellers havde ferie, tog vi på Kaiserborgen. Mine forældre brugte gårdens gamle kostald, som var blevet gjort beboelig som deres egen personlige kunstnerresidens, hvor de kunne komme væk fra Københavns forurening og jag, og koncentrere sig om at leve sundt af de mange lækre grøntsager, æg, høns og lammestege, som min farfar producerede.

Og så kunne de arbejde, for hestestalden var blevet til et atelier, og når vejret tillod det, kunne de endda male udendørs.

Vi var helt vilde med den mad og stemning, der fandtes på de små restauranter ved Middelhavet: Dem man kunne finde, når man bevægede sig lidt væk fra turistområderne og fandt de lokales egene spisesteder. Dem hvor kokken kom ud til bordet, lagde sine gigantiske knytnæver, der sad som skruet fast på et par salamitykke arme, på bordet, og med en ryst, der kom fra en brystkasse i form og størrelse som en tønde spurgte: “Var det en god spaghetti?”… Hvem havde turde svare nej?

Særligt den græske mad blev ved med at trænge sig på i vores hukommelse – Selv i min, selvom jeg var temmelig kræsen. Derfor holdt vi græsk restaurant i vores lille have her på Kaiserborgen, med musik fra et kassettebånd hjembragt fra rejsen og min farfars lam på spid, grillet på en grill lavet af et betonrør, min far havde kalket hvidt.

Vi var alle tre vilde med det lidt primitive, enkle måltid, vi havde fået serveret på de små græske øer, og traditionen med sommerens græske restaurant i haven holdt i årevis.

Ikke Middelhavet, men...

Havet er koldere og grønnere her…

At bo i middelhavsområdet: Drøm og virkelighed

Da jeg var tolv, flyttede vi til Sydfrankrig. Mindet er bittersødt for mig, for den lidt rå og vilde middelhavsstemning var ikke alt hvad jeg fandt dernede. Jeg stiftede bekendtskab med et skolesystem, hvor man havde timer fra kl. 8.00 til 16.30 med en halvandentimes frokostpause. Halvdelen af tiden gik med at stå i kø for at få serveret en portion tør pasta med en optøet hakkebøf i kantinen.

Da jeg havde en halv times bustur hver vej fra vores lille landsby til skolen, og desuden skulle bruge op til tre gange så lang tid på lektierne på grund af sproget (de laver sgu også matematik på en anden måde dernede!), var der ikke megen tid til at komme ud i naturen, bade i floden eller lege med vores nye hund. Alle disse aktiviteter, der var de vigtigste grunde til at jeg havde glædet mig til at flytte.

Mine skolekammarater var, som jeg selv, spirende teenagere. De var i fuld gang med at gøre oprør mod deres forældres provinsielle livsvalg, og længtes efter by, fester, diskoteker og butikker.

Garriguen, det skønne stedsegrønne og støvede landskab, jeg elskede og drømte om at bruge mere tid i var dømt kedeligt, med mindre der var en flod med en strand… og drenge!

 Man skal nok være født i byen for at længes efter det simple og lidt primitive.

Der var mange lokale, der syntes, det var mærkeligt, at vi flyttede ind på Kaiserborgen. Vi er jo ikke landmænd! Til gengæld synes de fleste fra byen, at det er så yndigt at bo helt herude.

Jeg tror især, at vi har brug for kontrasten.

Mindet om sommerens “græske restauranter”, naturens nærhed og muligheden for at forsyne sig med vilde og dyrkede planter til madlavningen gør, at Kaiserborgen er det tætteste, jeg kan komme på Middelhavet, hvis børnene samtidig skal gå i dansk skole!

Spanske køer på Mols

Naboens køer leger at de er spanske…

2 thoughts on “Hvorfor middelhavet? Du bor jo på Mols?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *