Kaiserborgtøj? – Les habits de Kaiserborgen

Min farmor i 70'erne

Hvad slags tøj skal man gå med, når man bor på landet?

Da jeg var barn, boede min farfar her på Kaiserborgen. Min farmor boede og arbejdede i København, og besøgte ham så ofte som muligt i weekenden. Hun havde således to steder at bo: En treværelses lejlighed i byen og en gård på landet. Når hun var hjemme i København, gik hendes tid dels med arbejdet som Mensendieck-gymnastiklærer, dels med byliv med veninder, caféer og shoppeture. På Kaiserborgen brugte hun meget tid i køkkenet med at fryse og sylte køkkenhavens afgrøder, bage brød og kager, og tilberede de lam, som min farfar opdrættede. Hun eksperimenterede med madlavningen og lavede nedfrosne retter til min Farfar, så han kunne klare sig, mens hun var i København.

Med denne splittede tilværelse fulgte en lidt skizofren tøjstil. Det samme tøj kunne simpelthen ikke bruges både til byturen med veninderne og til at stege lammesteg på gården. Resultatet blev, at alt det tøj, der var blevet gammelt, slidt, umoderne eller som hun bare ikke gik med derhjemme, blev fragtet til Jylland og døbt “Kaiserborgtøj”. Det blev til en broget garderobe af gamle cowboybukser, mønstrede silkerober hjembragt fra rejser (af den slags der bare ser helt forkerte ud, når man hiver dem op af kufferten i Danmark) og dyrt mærketøj med slidte kanter. Det hele tilsat hjemmestrikkede sweatere af gårdens egen uld.

Helhedsindtrykket var en følelse af noget hengemt. Gården var dengang ikke så velisoleret som nu, og alt fik en lidt fugtig lugt. Kombineret med følelsen af, at dette tøj havde haft sin storhedstid og fald, og at min lille fikse farmor stod og svedte over kødgryderne uden make up på, var effekten egentlig deprimerende.

Da vi flyttede hertil, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville have “kaiserborgtøj”. Det har været en tilbagevendende kamp lige siden at undgå det. Jeg falder lidt ind i min farmors mønster, idet jeg pendler til Århus Universitet, men også går herhjemme i køkkenhaven og kødgryderne – Og nej, jeg render ikke rundt i skoven i høje hæle og silkekjole, eller i overalls og stråhat for den sags skyld!

Hver halve sæson udvælger jeg nogle items, der kan kombineres på nye måder, og hænger dem til “udstilling” i soveværelset, sådan at jeg ikke mangler inspiration om morgenen. Sådan slipper jeg for at hoppe for nemt i gårdsdagens jeans. Jeg nægter nemlig at glemme mit forrige liv, hvor jeg var skuespiller og boede i Paris, ligesom min farmor nægtede at glemme, at hun havde boet i Kenya som en slags ny Karen Blixen…

Kys og Kram fra Kejserinden.

Français:

Comment s’habiller à la campagne ?

Quand j’étais petite, c’était mon grand-père qui habitait à Kaiserborgen. Ma grand-mère vivait et travaillait à Copenhague, et lui rendait visite le plus souvent possible le weekend. Elle avait ainsi deux lieux de vie: un trois-pièces en ville et une ferme à la campagne. Chez elle à Copenhague, son temps était partagé entre son travail d’instructrice de gymnastique Mensendieck, les sorties entre copines et le shopping. À Kaiserborgen elle passait des heures en cuisine à mettre en conserve et surgeler les légumes du jardin, faire du pain et des gâteaux et cuire la viande des agneaux que mon grand-père élevait. Elle faisait des expériences culinaires et préparait des plats pour le congélateur de mon grand-père, pour qu’il puisse les ressortir dans la semaine.

Ce mode de vie divisé avait entraîné un style vestimentaire un tant soit peu schizophrène. Il était tout bonnement impossible de s’habiller de la même manière pour la virée urbaine entre copines que pour faire cuire un gigot dans la cuisine de Kaiserborgen! La solution s’imposa d’elle même: Les habits trop vieux, trop usés, démodés ou tout simplement ceux qu’elle ne mettait plus furent transportés en Jutlande et baptisés “habits de Kaiserborgen”. Le résultat était une garde-robe hétéroclite composée de jeans usés déformés, de fanfreluches de soie colorée rapportés de ses voyages (de celles qui paraissent ridicules quand on ouvre sa valise au retour des vacances) et de vêtements de marque usés aux coûtures. Le tout était agrémenté de pulls en laine des moutons de la ferme.

L’ensemble donnait une impression vieillotte. La maison n’était pas aussi bien isolée à l’époque, et tout prenait une odeur un peu humide. Cela, combiné avec la pensée que ces habits-là avaient déjà derrière eux leur époque de grandeur et de décadence, et que ma grand-mère, normalement fine et élegante transpirait au-dessus de ses casseroles, même pas maquillée, contribuait à rendre l’image assez déprimante.

Lorsque nous avons emménagé ici, je me suis promis que je n’aurais jamais “d’habits de Kaiserborgen”. L’éviter est un combat permanent depuis. Je me retrouve dans le dilemme de ma grand-mère, car je fais des aller-retours entre l’université d’Århus et le potager et la cuisine de Kaiserborgen – Et Non, je ne me balade pas dans le bois en robe de soie et talons haut, ni d’ailleurs en salopette et chapeau de paille !

Toutes les demi-saisons, je sélectionne un certain nombre d’articles, que je peux combiner de différentes manières, et je les expose dans la chambre à coucher. Ainsi, je ne manque jamais d’inspiration le matin, et cela m’évite de sauter trop facilement dans le jean de la veille. Je refuse d’oublier ma vie d’avant, où j’étais comédienne et vivais à Paris, tout comme ma grand-mère refusait d’oublier qu’elle avais vécu au Kenya, telle une Karen Blixen nouvelle génération…

L’Impératrice vous embrasse.

One thought on “Kaiserborgtøj? – Les habits de Kaiserborgen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *