Har vi opgivet det menneskelige til fordel for maskiner? – Avons-nous abandonné l’humain pour les machines?

Har vi opgivet det menneskelige til fordel for maskiner? – Avons-nous abandonné l’humain pour les machines?

Texte français en bas de page.

Om online fællesskab.

Hver gang der kommer et nyt medie, beskyldes det for at ødelægge det personlige forhold mellem mennesker: Telefonen fik først ry for at afholde folk fra at mødes, samt at ødelægge brevskrivningens ædle kunst. Siden forhindrede snak i mobiltelefoner angiveligt direkte samtale: Jeg har selv været med i en kortfilm, som viste to personer, der mødtes på en café, men kun snakkede i hver deres telefon. Det var engang i 1990’erne. Da smartphonen kom til, spredte den endnu mere angst: Der blev dannet mentale billeder af familier, hvor alle sad med hver deres telefon ved middagsbordet og var engageret i “uautentiske” gøremål. En lignende historik kan laves over filmmediet: Først “ødelagde” filmen den direkte oplevelse af levende skuespillere, derefter kom fjernsynet og folk isolerede sig i de små hjem fremfor at nyde fællesskabet i biografen. Nu sidder familien ikke længere overfor husalteret, men deler sig op mellem computere, tablets og ja, smartphones.

De teknofobiske stemmer er altid hurtigt ude, når det kommer til at annoncere fællesskabets undergang, og det virker for dem, som om vi ikke længere er mennesker, der søger autenticitet, nærhed og emotionelt engagement i vores interaktioner.

Det viser sig bare, at denne påstand ikke helt holder vand. Når man, som jeg (og en mængde forskere gennem de sidste 15-20 år), undersøger, hvad folk reelt udveksler på de sociale medier, er det tydeligt, at vi ikke har opgivet vores menneskelighed: Folk søger og finder partnere og venner, viser billeder af deres børn, søger gode råd i alvorlige livskriser, køber og sælger brugte ting og sager og udveksler vitser…

Når jeg har analyseret bønner og anmodninger om forbøn på nettet har jeg set mennesker, der involverede sig dybt i andre menneskers ønsker, sorger og glæder. Den eneste forskel er et (i hvert fald potentielt) globalt netværk.

Autenticitet, nærhed og følelser findes også på nettet. Mennesker er mennesker, om det er i brevform, ved middagsbordet eller på twitter. Jeg ser dog et validt kritikpunkt hvad angår vores tilstedeværelse online: Fremtidens historikere vil have svært ved at forstå vores passion for  kattebilleder!

Kys og kram.

(ps. Jeg lover noget lettere fordøjeligt i morgen)

 L’esprit communautaire en ligne

À chaque fois qu’un nouveau média est inventé, on l’accuse de briser les relations humaines: D’abord le téléphone, qui avait la réputation de remplacer les conversations en face-à-face, ainsi que d’assassiner l’art épistolaire. Le téléphone portable devait signer l’arrêt de mort de la conversation: J’ai moi-même tourné dans un court-métrage qui montrait deux personnes dans un café, qui ne se parlaient pas à cause de leurs téléphones respectifs. C’était à la fin des années 1990. L’invention du smartphone a encore accentué ces craintes, et l’on colporte la légende des familles entières qui s’adonnent à ces activités inauthentiques au lieu de se parler à table. Le même historique peut se construire autour du film: D’abord le cinéma détruisit le rapport direct entre l’acteur et le public qui avait lieu au théâtre, ensuite le visionnage collectif du cinéma se trouva menacé par la télévision, qui elle-même est aujourd’hui en crise à cause du streaming sur supports individuels: Ordinateurs, tablettes et, oui, smartphones.

Les porte-paroles de la technophobie sont toujours rapides, quand il s’agit d’annoncer la fin de l’esprit communautaire et le triomphe de l’individualisme égoïste. Il leur semble que nous devenons moins humains et que nous ne recherchons plus l’authenticité, la proximité et l’engagement émotionnel dans nos interactions.

Ce postulat se révèle faux. Pour ceux qui, comme moi (ainsi qu’un certain nombre de chercheurs qui se penchent sur la questions depuis 15 à 20 ans) étudient le contenu du partage qui a lieu sur les médias sociaux, il est évident que nous n’avons pas abandonné nos préoccupations humaines: Nous recherchons un partenaire ou des amis, montrons des photos de nos enfants, cherchons des conseils en temps de crise personelle, achetons et vendons des objets d’occasion et échangeons des blagues…

Quand j’ai analysé des prières en ligne j’ai vu des êtres profondement humains qui se préoccupaient des souhaits, douleurs et joies de leurs semblables. La seule différence est que le réseau de relations est (au moins potentiellement) global.

L’authenticité, la proximité et les émotions existent bel et bien sur internet. Les humains sont des humains, que ce soit par lettre, autour de la table du dîner ou sur Twitter.

En revanche une critique du monde virtuel me semble tout à fait valide: Les historiens du futur auront du mal a comprendre notre obsession des photos de chat.

Je vous embrasse.

Ps. Je promets que le post de demain sera plus digeste.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *