Hvor mange grøntsager spiser du om dagen?

Hvor mange grøntsager spiser du om dagen?

Grøntsager
En skefuld bacon får medicinen til at glide nemmere ned…

5 råd til dig, der gerne vil spise flere grøntsager

Har vi ikke alle sammen prøvet det? Vi ved, at vi burde spise mere grønt, men vi får det ikke gjort. Grøntsager kan virke besværlige, fordi man skal hakke og snitte, men ofte føler vi overhovedet ikke det er besværligt at røre en frikadellefars sammen og stå og vende og dreje de små bæster på panden…

Hånden på hjertet: I mange danskeres øjne smager grøntsager simpelthen ikke godt. Kød, fedt og sukker frister fordi vi er programmeret til at gå efter energitætte fødevarer, og vores kolde klima gør, at vi indtil for nylig ikke har haft adgang til frisk grønt om vinteren.

Alligevel gnaver den dårlige samvittighed, og vi sidder og hænger over de kogte gulerødder.

Grøntsager indgår i mange typiske retter fra Middelhavet, dels fordi klimaet egner sig til at dyrke et væld af afgrøder, dels fordi den katolske religion har opretholdt traditionen med at faste mange dage om året – En tradition der er endnu stærkere i den græsk-ortodokse kirke. Under fasten undgår man kød, æg og mælk og spiser dermed kun fisk, kornprodukter – Og altså grøntsager.

Hvis grøntsager skal smage godt, skal de behandles ordentligt.

Her kommer fem gode råd, når du gerne vil spise flere grøntsager

  1. Opbevar dem korrekt og ikke for længe.

Tomater må aldrig komme i køleskabet, men de andre grøntsager har faktisk heller ikke godt af for stærk kulde. Et godt køleskab med en god, specialdesignet grøntsagsskuffe er et must, og sørg for ikke at købe så store mængder ind ad gangen, at de når at ligge og blive slatne. I gamle dage gik man på markedet hver dag i Frankrig, og mange gør det stadigvæk.

2. Brug salt som i Grækenland

Grækerne kan unægtelig noget med grøntsager. Et trick, jeg har lært er at salte grøntsagerne før tilteredning: Gnid de udskårne grøntsager med salt og lad dem ligge lidt i en si. De sarte grøntsager skal kun ligge i få minutter, de grovere op imod en time. Derefter skylles saltet af og grøntsagerne tørres med et viskestykke eller køkkenrulle. Denne metode er særligt anvendelig til løg, som bliver mindre stærke af et par minutter med salt og til courgetter og auberginer, da en del væske trækkes ud af grøntsagerne og gør at de “sopper” mindre i vand, når man steger eller bager dem. Jeg har også med stor succes anvendt metoden til rosenkål.

  1. Lad være med at koge dem i en masse vand

Netop rosenkål har jeg skrevet en opskrift på her. Det er en typisk hadegrøntsag, som vores bedsteforældre spiste kogt i en stor gryde med vand. Mine bedstemødre kendte stort set kun denne tilberedningsmetode til gulerødder, ærter, porrer mv.: Kogte! Der går masser af smag til spilde i kogevandet (tænk bare på, hvor meget smag der er i en grøntsagsbouillon), og man står tilbage med en fesen, slatten grøntsag. Ovnbagning, dampning og braisering er vejen frem!

For at braisere grøntsager skal de først brunes af i fedstof, før man “deglacerer” bunden (løsner de karamelliserede rester) af gryden med noget surt – eddike eller vin – og tilsætter vand eller bouillon som kun lige dækker  grøntsagerne. Så lader man dem simre, men tager dem af varmen mens de stadig har bid.

  1. Husk at krydre dine grøntsager – Og drik vin til!

Grøntsager har det bedst i selskab med smag. Salt og peber er ikke nok, du må have fat i krydderier og krydderurter, god olie og spændende eddike, og så må du eksperimentere. Prøv for eksempel sauterede gulerødder med spidskommen eller denne lækre blomkålsret. Og så synes jeg, at et glas vin fremhæver grøntsager på en helt særlig måde. Jeg tilpasser hellere vinen til grøntsagerne end til kødet/fisken, da det er nemmere at få smagsnuancerne til at harmonere: Er det søde eller syrlige grøntsager? Er retten kraftigt krydret og voldsomt tilberedt, eller er det en gang delikate nye grøntsager fra haven, som lige er dampet og vendt i smør?

  1. Overbevis dig selv om, at du elsker grønt!

Det sidste råd er til dig, der virkelig har svært ved at finde plads til grøntsager ved middagsbordet. Du oplever måske grøntsager som en sur pligt “de voksne” (i form af diverse sundhedsguruer) har fundet på, og du vil allerhelst have en stor, rød bøf!

Hvis du har det sådan er mit råd, at du laver en liste over grøntsagsretter, du kan lide. De fleste har 3-4 slags grøntsager, de godt kan lidei: Det kan være, du elsker tomatsuppe, revne gulerødder, coleslaw, tzatziki, porretærte  (måske med bacon), grønlangkål eller noget helt andet. Selvom der måske bare er to retter du kan lide, så er det bedre end ingenting. Sørg så for at spise disse retter en gang om ugen. Hvis det er en salat og en suppe så lav salat om mandagen og suppe om torsdagen. Så har du allerede spist grøntsager – Og nydt det! – to gange på en uge. Når det er blevet en rutine, så kan du begynde at skrue op. Prøv at lave noget, du kun halvgodt kan lide, og se om du ikke kan vænne dig til det. Følg rådene herover. Det gør ikke så meget, hvis der for eksempel helst skal bacon på i starten (med mindre du har helbredsmæssige årsager til at undgå dette). Smag dig frem, begynd at eksperimentere…

Smag er tillært, og gode grøntsager kan være fantastiske! Hvad er din yndlingsret med grøntsager?

Anna Aulin-Christoffersen
Laks med blomkål og kikærter.
Saumon au chou-fleur et aux pois chiches.
Grøntsager fra køkkenhaven
Grøntsager fra haven
Pumpkin
Overskåret Hokkaidogræskar – Potimarron coupé en deux -Hokkaido Pumpkin Cut in Halves

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.