Fransk Mandelkage med citron (glutenfri)
Gâteau Fondant aux Amandes
Denne franske mandelkage er noget nær magisk: Den er luftig, men kan holde i flere dage uden at blive tør, og så er den uden gluten!
Februar i Sydfrankrig er den måned, hvor mandeltræerne blomstrer. I middelhavsklimaet kan december og januar godt være nogle råkolde måneder, hvor Mistralen og Tramontanen (vinde fra nord) blæser alting tørt og goldt, og til tider kommer der også sne.
Når mandeltræerne blomstrer, ved man, at alt bliver godt igen. Solen begynder at varme, og der er bare noget ved et overdådigt hvidt og lyserødt blomsterflor, der får én til at tænke på forår.
Mandler er kernen i en stenfrugt (Lat. Amygdalaceae, amygdala betyder mandel, tidligere kaldet prunus), og dermed i familie med abrikoser, blommer, kirsebær og mange andre, og det kan man tydeligt se på blomsterne!
Opskrift på fransk mandelkage med citron
Mandelmel er dyrt, men kan noget helt særligt i det søde køkken: Det tilføjer både fedme, søde og bitre smagsnuancer, en blød konsistens, der smelter på tungen, og så er det naturligt glutenfrit, hvilket jeg sætter stor pris på, da jeg skal selv skal undgå at spise det.
Citronen passer utroligt godt til mandelsmagen, men man kan også smage den til med vanilje eller kokosmel, og jeg kan forestille mig, at den vil være god med drømmekage-top på!
Ingredienser til fransk madelkage:
- 6 æg
- 300 g. mandelmel
- 250 g. sukker
- 150 g. smeltet smør
- skal fra en halv citron
- 1 dråbe mandelessens
- Til glasur: flormelis og saft fra 1 citron
Udstyr:
- Røremaskine eller elpisker
- Flad, firkantet form eller lille bradepande
- bagepapir
- Skåle, dejskraber og selvfølgelig en ovn.
Fremgangsmåde til fransk mandelkage
- Start med at smelte smørret og varme ovnen op til 180℃ varmluft (eller 200℃ uden)
- Slå æggene ud og tilsæt sukker. Pisk til en luftig æggesnaps, der fylder det tredobbelte. Dette er vigtigt, så du undgår en tung kage.
- Tilsæt citronskal og en lille dråbe mandelessens. Det kan udelades, men det hjælper med at understrege mandelsmagen.
- Rør smørret i, efterfulgt af mandelmelet.
- Beklæd bageformen med bagepapir og smør dette med resten af smørret fra skålen (Jeg plejer at tørre den af med et stykke køkkenrulle, og så bruge det til at smøre bageformen med).
- Hæld dejen i, og bag den i ca. 40 min. Stik den med en kniv, for at se, om den er færdig (kniven skal komme ren ud).
- Når kagen er kølet, kan du overhælde den med glasur af flormelis og citron. Den ekstra syre og bitterhed fra glasuren spiller godt op mod den blide kage.
Hvis du opbevarer den tildækket med film, kan den holde sig i ca. 4 dage udenfor køleskabet.