Den skuffede hjerne – Le cerveau déçu

Den skuffede hjerne – Le cerveau déçu

Texte français en bas de page. 

Sådan undgår du at lade dig slå ud af skuffede forventninger.

Store forventninger har vi alle sammen. Det er faktisk sådan, at vi hele dagen går rundt og balancerer mellem de forventninger, vi har til tingene og virkeligheden. Lige nu sidder jeg fx ved min computer, der står på skrivebordet. Jeg ved, at hvis jeg vil holde op med at bruge tasterne og gå over til at anvende musen, ligger den lige ved siden af tastaturet, parat til at min højre hånd kan snappe den. Hvis nogen (fx et barn med pilfingre) så har moret sig med at flytte rundt med musen, mens jeg har kigget væk, vil min hånd først famle efter musen, hvorefter mine øjne automatisk vil begynde at lede, der hvor jeg sidst så den. Jeg korrigerer med andre ord mine forventninger ved hjælp af sanserne.

Når vi er et fremmed sted, fx i udlandet, ved vi ikke helt så godt, hvad vi kan forvente. Vi går derfor rundt og bruger vores sanser en del mere, når vi går rundt et sted, hvor der bliver talt et andet sprog, eller hvor farveindtryk, temperatur og lugte er helt anderledes, end vi er vant til. Derfor er vi også dødtrætte efter en dag i et fremmed land. Nogle forventninger er dog sværere at korrigere, og jeg er altid ved at blive kørt over hundrede gange om dagen, når jeg går på gaden i et land, hvor bilerne kører i venstre vejside.

Nogle gange korrigeres vores positive eller neutrale forventninger til det værre: Vi bliver skuffede. Rent fysisk sker der det, at så længe alt ånder fred og ingen fare producerer vi en vis mængde hormoner, blandt andet “belønningshormonet” dopamin, og når forventninger skuffes, sker der et pludseligt dyk i udskillelsen af dette stof. Vi gennemgår med andre ord en kold tyrker når stoffet, der holder vores humør stabilt mindskes.  Jo højere forventninger vi havde, des højere var vores dopaminproduktion, og jo voldsommere er faldet.

Skuffelser er uundgåelige, som jeg før har beskrevet. For mig hjælper det dog at tænke på, at de negative følelser simpelt hen er mangelsymptomer. Så hjælper det at gøre noget godt for sig selv, så man får sit shot dopamin.

ps. Jeg er godt klar over, at dette er en grovskitse. Der er hele forskningsområder, der beskæftiger sig med emnet.

Comment éviter de se laisser abattre par les déceptions.

Nous avons tous de grandes espérances. En effet, toute la journée se passe en équilibre entre nos attentes et la réalité. À l’heure actuelle, par exemple, je suis installée devant l’ordinateur de bureau et mes doigts courent sur le clavier. Si j’ai besoin d’arrêter de tapoter, si je veux me servir de la souris, je peux me contenter d’étendre ma main légèrement sur la droite, où je sais qu’elle repose sur son tapis. Si quelqu’un (par exemple un enfant avec des doigts un peu trop entreprenants) a déplacé ma souris, pendant que je regardais ailleurs, ma main va d’abord explorer les alentours de l’endroit attendu, puis mes yeux vont se détourner de l’écran pour chercher la souris. Je corrige mes attentes à l’aide de mes sens.

Lorsque nous nous trouvons dans un environnement inconnu, par exemple à l’étranger, nous ne savons pas tout à fait à quoi nous attendre. Nous utilisons donc nos sens de manière plus intense que dans notre environnement habituel. Nous nous efforcerons de reconstituer le sens d’une autre langue, de couleurs différentes et d’odeurs inconnues. C’est pour cela qu’il est si fatiguant de se promener dans une ville inconnue. Certaines attentes sont difficiles à corriger. Je manque de me faire écraser plusieurs fois par jour en traversant la rue, quand je me trouve dans un pays ou les voitures roulent à gauche.

Parfois nos attentes sont corrigées dans le sens négatif: Nous sommes déçus. Physiquement l’explication en est que quand tout va bien, notre production d’hormones demeure quasi constante, mais quand une chose négative arrive, notre production de dopamine, “hormone de récompense”, baisse. C’est comme si nous étions privés d’une dose de drogue, qui nous aurait rendus heureux. Plus nos espérances étaient positives, plus nous produisions de dopamine d’avance, et plus la sensation de manque est importante.

Les déceptions sont inévitables. Pour ma part, cela m’aide de savoir que le désagrément ressenti vient d’un cause physique, la sensation de manque, quand le niveau de dopamine baisse. Dans ces cas là, cela m’aide de faire quelque chose d’agréable pour moi-même pour refaire le plein.

Ps. Ceci est évidemment une simplification d’un champ de recherche extrêmement vaste.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *