Couronne des Rois: Provençalsk brioche til Helligtrekongers aften (opskrift)

Couronne des Rois: Provençalsk brioche til Helligtrekongers aften (opskrift)

Opskrift på Brioche: “I Frankrig spiser man Galette des Rois”

Hele Frankrig? Nej, en håndfuld stædige Provençalere holder stadig stand mod overmagten…

Fransk brioche opskrift
Husk at lægge en bønne i kagen.

I gamle dage varede julen måske ikke lige til Påske (for indimellem kom fasten jo ligesom), men den varede et godt stykke ind i Januar – Helt til helligtrekongers dag d. 6. Januar. Læs for eksempel i Peters Jul, hvis den ikke er lagt helt væk endnu, hvordan de holder Helligtrekongers aften.

I Frankrig holder mange stadig denne tradition i live – Ikke mindst pga. det fortrinlige bagværk, der følger med. Ok, ok, den kvalmende søde marcipankage i butterdej, som ingen har lyst til at spise oven på den fede jule-og nytårsmad, og som bliver serveret lige som man var startet på sit nytårsforsæt om sundere livsstil. 

Sådan er det dog ikke alle steder: I Provence og det øvrige Sydfrankrig spiser man derimod en briochekrans med en form for frugtfyld: Kandiserede frugter i alle regnbuens farver, appelsinblomst eller citrusskaller.

Målet med kagerne er dog det samme: Tirer les rois!

Det foregår ved at det yngste familiemedlem sætter sig under bordet, og den ældste begynder at skære kagen ud. Man spørger så den lille under bordet: “Hvem skal have det stooore stykke?” (den lille svarer “det skal jeg”) og “hvem skal have det lille-bitte-bitte stykke (“det skal Morfar…”) osv. til alle har fået. Det er selvfølgelig ikke altid, at størrelsen på stykkerne svarer til beskrivelsen…

Finten med at trække lod om stykkerne er nødvendig, for inde i kagen findes der en bønne – I dag ofte erstattet af en porcelænsfigur – og den som får den bliver konge, og skal udnævne sin dronning for en dag (eller omvendt). Man kan nemt se et traditionsfællesskab mellem “tirer les rois”, mandelgaven og fastelavnens tøndeslagning.

Hvis du vil læse mere om helligtrekonger (l’épiphanie) og la galette des rois anbefaler jeg Jette fra Connaissances’ indlæg om emnet.

Nu vil jeg vende tilbage til vores brioche!

Opskrift på Couronne des Rois Provençale.

I Provence spiser man som sagt en krone lavet af briochedej, som er langt mere letfordøjelig end den traditionelle galette. den er perfekt til en god kop kaffe eller kakao og ikke mindst til morgenmad…

Jeg har valgt en opskrift med appelsin- og citronskal som frugtfyld, da jeg synes man skal udnytte de frugter der er i sæson. ellers kan man være endnu mere autentisk og bruge syltet sukat, pomerans og/eller cocktailbar… hvis man er til den slags. Så skal man bare springe første etape over og bare lune mælken nok til at gæren kan opløses.

Ingredienser:

  • 200 g mælk
  • Et stykke appelsinskal og et stykke citronskal uden for meget af det hvide, hver på størrelse med en femmer
  • 1 æg
  • 1/2 tsk salt
  • 1/2 pk gær (25 g)
  • 60 g sukker
  • 450 g mel
  • æggeblomme og mælk til pensling.
  • Groft sukker eller tesukker til drys.

Fremgangsmåde:

Hæld mælken i en skål og tilsæt citrusskallerne. Varm i mikroovnen til ca. 80ºC og lad stå i ca. 15 min. Når mælken er kølet ned til lillefingertemperatur, opblødes gæren i væsken. Fjern citrusskallerne og bland med de øvrige ingredienser, bland grundigt. Dejen æltes bedst i en røremaskine med dejkrog, da den er meget klæbrig.

Stil dejen et varmt sted med et klæde over i 1 time.

Strø mel på bordpladen og hæld dejen ud derpå. Den skal ikke æltes, men foldes: Skub en meget tynd dejskraber ind under siden af dejen og fold den ind mod midten. dette gentages med de andre sider, hvorpå hele manøvren gentages 4-5 gange. Stik en tørret bønne ind i dejen og vend den om, så “folderne” vender nedad. Tag lidt mel på hænderne og stik dem ned midt i dejen. Træk den ud, så den former en cirkel.

Læg dejen på en bageplade og pensl den med æggeblomme. Dæk dejen med et viskestykke, som holdes oppe ved at sætte fire glas rundt om kagen, så det ligner et telt, og viskestykket ikke rører dejen.

Lad briochen hæve 45 minuter et varmt sted.

Pensl briochen igen – Denne gang med kold mælk, og drys den med groft sukker. Stil kransen i en kold ovn, og skru op til 180ºC. Når ovnen er varm, skal kagen bage yderligere 8-10 min.

Du kan se foldeteknikken til briochen her.

Nyd den til morgenmad, til kaffen eller helt klassisk med en kop varm chokolade.

Skal du prøve traditionen i weekenden?

Couronne des rois
Glade konger/dronninger

One Reply to “Couronne des Rois: Provençalsk brioche til Helligtrekongers aften (opskrift)”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.