Babytips 2: Amning – Astuces bébé 2: Allaitement – Baby Tips 2: breastfeeding

Babytips 2: Amning – Astuces bébé 2: Allaitement – Baby Tips 2: breastfeeding

Af Kejserinden – Par l’Impératrice – By the Empress

Dådyr
Amning i naturen…
Allaitement dans la nature…
Breastfeeding in the wild…

3 informationer jeg gerne ville have haft om amning, inden jeg fik mit første barn.

Da jeg blev mor for første gang (til Kaninungen), var alting svært, fordi alting var nyt. Amning var i særdeleshed svært, fordi jeg, selvom jeg havde læst alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af, ikke var forberedt på disse tre aspekter ved amning:

1. Amning skal læres, og det kræver tid:

Når man ser billedet af hjortekalven, som jeg har brugt til at illustrere dette indlæg for at gøre lidt grin med debatten om offentlig amning og censur af ammebilleder på sociale medier, tænker man, at eftersom fødeindtaget hos de små er rent instinkt, så må det også komme helt af sig selv. Det er dog ikke helt rigtigt: Ikke alene skal vi som kvinder lære at finde de rigtige stillinger for at lægge barnet til, barnet skal også lære at lægge sig rigtigt og bruge mundens bevægelser korrekt. Det er denne træning, der ofte fører til ømme og blødende brystvorter (av!), men også til følelsen af, at man ikke kan finde ud af at være mor. For mig har det hjulpet lidt at vide, at barnet også “bærer en del af ansvaret”, og at man kan hjælpe det til at blive bedre til at spise.

2 . Appetitspring:

I starten spiser baby hele tiden for at stimulere mælkeproduktionen. Det er således barnets evige søgen efter brystet, der får gang i springvandet af hvidguld. Efter  nogle dage bliver det hele dog mere afslappet, og der kommer pauser, hvor baby er vågen uden at ville spise – Det lyder helt vildt, når man ligger der med sin nyfødte, at der skulle komme en sådan dag! Så tænker man: Nu er den hjemme – Men nej! Med jævne mellemrum får barnet nemlig behov for at øge mælkemængden, hvilket jo er naturligt nok, når man vokser og skal bruge mere energi. Desværre kan det også føre til den tanke, at mængden eller kvaliteten af mælken er utilstrækkelig. Frygt ikke! Det er netop et sundhedstegn, at barnet selv regulerer indtaget.

3. Måltiderne bliver kortere, når barnet bliver større (og stærkere)

Da Kaninungen så havde lært at spise, og mælkemængden var blevet øget nogle gange, følte jeg pludselig, at hun begyndte at “slatspise”. På sygehuset havde jeg fået at vide, at hvis hun spiste under 30 min. ad gangen, nåede hun aldrig ind til “den fede mælk”, som er selve gralen i amning, da det er den, der giver en tyk og tilfreds baby, der “sover igennem“. Omkring 2 månedersalderen begyndte hun gradvist at spise i kortere tid, og omkring 4 måneder gammel, varede amningerne 10 minutter. Jeg tog det som tegn på, at hun snart skulle have lidt rigtig mad, hvilket hun jo også havde nået minimumsalderen for. Hun kunne dog endnu ikke mestre at få ret meget grød indenbords, og ammes ville hun heller ikke (ikke længe nok, troede jeg), så jeg endte med at supplere med flaske. Nu hvor Buddhababy er blevet de to måneder, fandt jeg dog tilfældigt ud af, at det er normalt, at de spiser i kortere tid med alderen, da de jo er blevet stærkere, og bedre kan suge mælken ud. Så nu nyder jeg, at måltiderne er så korte, at der er tid til at få en god sludder med min fantastiske pludrebaby i hans vågenperioder, uden konstant at prøve at lægge ham til.

Varme babyhilsener fra Kejserinden.


Français:

3 infos que j’aurais aimé avoir sur l’allaitement, avant de devenir mère.

Quand le Lapereau est née, tout paraissait compliqué, parce que tout était nouveau. L’allaitement en particulier était difficile, même si j’avais étudié le sujet à fond, je n’étais pas au courant des trois aspects suivants:

1. L’allaitement s’apprend, et cela prend du temps.

Quand on regarde la photo du faon qui tête se mère ci-dessus (que j’ai publiée pour me moquer un peu du débat concernant l’allaitement public et la censure des photos d’allaitement sur les médias sociaux), on a l’impression que l’allaitement étant une chose naturelle, c’est aussi une chose facile. Mais apprendre à donner à manger à son bébé s’apprend, tout comme le bébé doit également apprendre à manger. Non seulement il faut apprendre à utiliser les bonnes techniques et positions pour mettre le bébé au sein, celui-ci doit également apprendre à positionner sa bouche et faire les bons mouvements, ce qui peut provoquer douleurs et frustrations chez la mère, qui se sent responsable du bon déroulement du repas. Pour moi, c’était un soulagement d’apprendre, que le bébé porte sa part de responsabilité, et qu’il prend une part active à la séance d’allaitement.

2. L’appétit du bébé n’est pas constant.

Au début le bébé tète constamment pour lancer la production de lait, qui s’adapte à ses besoins. Après quelque temps cet appétit se stabilise pour laisser des pauses entre les allaitements, où il est réveillé, mais ne mange pas. À ce moment-là, on se dit que c’est gagné, qu’on maîtrise lart de nourrir son bébé au sein, mais que nenni ! À certaines périodes, la demande augmente, et il faut que l’offre suive. Donc, les séances d’allaitement marathon sont de retour: Normal, le bébé grandit et ses capacités, donc ses dépenses d’énergie, aussi. Naturellement, cela peut laisser croire à une jeune mère (ou a sa famille toujours prompte à proposer un biberon de remplacement), que la quantité ou la qualité du lait est insuffisante. N’ayez crainte ! Ce sont justement les bébés en bonne santé qui régulent eux-même la consommation de lait.

3. La durée du repas raccourcit avec le temps.

À la maternité, on m’avait appris qu’un vrai repas devait durer au moins 30 min. et qu’autrement, ma fille ne mangeait pas assez. Quelques mois plus tard, quel ne fut pas mon désarroi de constater, que le Lapereau faisait des têtées de dix minutes maximum ! La pauvre, elle devait être en train de dépérir ! En réalité, le bébé ayant grandi et, par conséquent, pris des forces, il est capable après les premiers mois, d’aspirer une grande quantité de lait en très peu de temps, ce petit goulu… La demi-heure obligatoire ne vaut que pour les nouveaux-nés – Et encore… Des repas plus courts ne signifient pas moins de lait, et ils ne sont pas signe, qu’il faut commencer à donner des nourritures solides, comme je le croyais. Le résultat a été pour moi (et surtout pour le Lapereau) des débuts difficiles avec les bouillies, problèmes qui auraient pu être évités. Aujourd’hui je savoure le plaisir d’avoir un bébé qui mange rapidement, ce qui laisse du temps de faire des activités avec mon Bébé Bouddha… et le Lapereau.

 L’Impératrice vous embrasse chaleureusement.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *