At flyde med strømmen – Suivre le courant

At flyde med strømmen – Suivre le courant

Texte français en bas de page.

Anna Aulin-Christoffersen
Flod i bjergene Les Cévennes.
Rivière dans les Cévennes.

At svømme i en flod er virkelig noget, jeg savner.

Her i Danmark har vi jo ikke rigtig floder, som man kender det fra lande med bjerge, men da jeg var tolv år, flyttede mine forældre til regionen Languedoc-Roussillon i Sydfrankrig, hvor det er almindeligt at tage på stranden – Vel at mærke på en flodbred.

Det er en hel speciel oplevelse, at svømme i en flod, og det kræver til tider, at man har sine svømmeevner i orden – samt at man er modig nok til at kaste sig ud i det, selvom man ved at man pludselig kan befinde sig et sted, hvor man ikke kan bunde, og hvor strømmen er stærk nok til at tage én med. Derfor er det vigtigt kun at bade, hvor det er tilladt, og hvor der er andre, der gør det. Nedenstående bro i byen Collias er kendt for at være et godt badested, men når der i perioder har været skybrud, er det altså sket, at broen har været oversvømmet! Det er skrappe sager…

Man skal også være mere end almindeligt glad for dyr, for at kunne udholde tanken om at dele bad med både slanger og vildsvin. Der findes flere giftige slangearter i Sydfrankrig, så det er med at se sig for, når man nærmer sig klippekanterne. Hvad angår vildsvin, har jeg engang været ude for at der pludselig gik en mor med unge på strandkanten. Jeg var ganske rolig, da dyret befandt sig på den anden bred. Jeg måtte dog siden erfare, at vildsvin er fremragende svømmere…

Alt dette opvejes dog af følelsen af at flyde stille og roligt med strømmen i klart og køligt ferskvand, samt den bløde hud man får af at have været dyppet i urtete!

Texte français sous les photos.

Anna Aulin-Christoffersen
Mig i floden Gardon i Collias.
Moi dans le Gardon à Collias (Gard).
Anna Aulin-Christoffersen
Le Gardon.

Nager en rivière me manque.

Le Danemark ne compte pas vraiment de rivière, car il n’y a pas de montagne. J’ai donc découvert la natation en rivière à douze ans, quand mes parents se sont installés dans le Languedoc-Roussillon, et je suis tombée amoureuse de cette activité.

Il faut avoir un certain courage pour affronter les courants et les rochers, les serpents et les sangliers. Oui, une fois, j’ai nagé avec un sanglier, qui patrouillait sur la berge pour dégotter des restes de pique-nique. Ça nage très bien, un sanglier.

Tout cela s’oublie, quand on se sent flotter grâce au courant dans l’eau douce et fraîche, et que la peau devient archi-soyeuse grâce au bain pris dans une vraie infusion de plantes méridionales.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *