Giftige kønsroller, Astrid Lindgren og personlige minder

Giftige kønsroller, Astrid Lindgren og personlige minder

Dette er ikke en opskrift… Men engang imellem kan jeg ikke lade være med at blande mig

Der var engang, hvor Astrid Lindgrens bøger fik mig til at ønske, at jeg var død.

Som sagt bliver dette et af de mere reflekterende indlæg. Der sker nogle gange begivenheder i verden, der gør at jeg føler behov for at pippe lidt fra min vinkel. Måske sidder der nogen derude, der har brug for at høre det?

Der snakkes sexisme i øjeblikket i stor stil. Jeg har da også min del af me too-historier, for det har de fleste kvinder. Susanne Brøgger har for mange år siden skrevet, at alle kvinder har en voldtægtshistorie, og det ser ud til, at hun har ret.

I dag skal det dog handle om noget andet. Det skal handle om dengang jeg var fem-seks år og ville dø på grund af Astrid Lindgrens syn på kønsroller.

(Og nej, det var ikke på grund af Brødrene Løvehjerte)

Jeg var som sagt 5-6 år, og blev passet af min mormor sammen med min fætter hjemme i vores lejlighed på Østerbro natten over. Jeg husker det som en hyggelig aften.

Da vi skulle sove sagde min fætter (vi er ca. jævnaldrende): “Hvis man sover med dynen over hovedet hele natten, så kan man ikke trække vejret, og så dør man!”

Det diskuterede vi så lidt, som man gør i den alder, og så kan jeg huske at jeg sagde: “Jeg vil gerne prøve det. Det gør ikke noget, hvis jeg dør, for jeg ville alligevel hellere have været en dreng!”

Lige da jeg sagde det, kunne jeg mærke at jeg mente det. Ikke på den måde, at jeg er transkønnet og følte at jeg ville have en drengs krop. Mere på en måde, hvor jeg savnede de muligheder, jeg følte jeg ville have som dreng.

Jeg ville kunne komme ud og opleve vilde eventyr som dem i Astrid Lindgrens bøger…

Hov! Vent! Er det ikke hende med de seje kvindlige rollemodeller? Hvad med Pippi og Ronja Røverdatter?

Fra mit perspektiv er der noget der skurrer. Måske fordi jeg altid har været mest interesseret i de historier, hvor der sker vilde eventyr, og aldrig rigtig har kunnet se charmen i for eksempel Grynet.

Hvis vi tager vores alle sammens Pippi, så får hun jo kun mulighed for at være speciel og opleve vilde ting, fordi hun er af en helt særlig, overnaturlig støbning. Hvis du ikke kan løfte en hest, er du en Annika, fortalte historien mig.

Og Ronja Røverdatter? Jeg elskede hende så højt, så højt… indtil jeg kom til det sted, hvor hun møder Birk, og pludselig ikke kan passe på sig selv mere!

Og så var der en anden, der var min favorit: “Rasmus på farten”! Rasmus stikker af fra børnehjemmet for at bo på landevejen, fordi han er skuffet over, at han ikke bliver adopteret. De vordende forældre vil nemlig kun have søde små piger med krøller. “For sådan skal vi piger jo være”, tænkte jeg ved mig selv.

Jeg tror at min opvækst, hvor jeg blev set som den søde, artige, blide pige virkelig gik mig på på det tidspunkt. Jeg følte mig fanget og frustreret, og derfor læste jeg måske min egen frustration ind i bøgerne.

Jeg har altid været “for meget” og forventet mere af livet, bortset fra at jeg måtte klemme det langt ned bag en stille façade. Så langt ned, at jeg altid fik bebrejdelser for at være for stille. Men hellere det end at lade det vilde komme ud. Det var for farligt!

Jeg har, den dag i dag, svært ved at trykke “udgiv” på et indlæg som dette. Sæt nu nogen hører min virkelige stemme?

Forleden lagde jeg et filter- og make up-frit billede på min instagram story, og skrev at jeg havde en dårlig dag – For det havde jeg virkelig! Bagefter fik jeg de sødeste kommentarer, men jeg følte inderst inde, at jeg havde talt for højt igen.

I min familie talte man ikke om dårlige dage. Jeg har lært, at det er uacceptabelt at være mig.

Derfor bliver jeg i dag skræmt, hver gang jeg ser en pige blive nudget til at være stille og forsigtig.

Der findes givetvis piger (og drenge) der virkelig er introverte og stille. Men hvad hvis de ikke er det i virkeligheden, men bare føler at det forventes af dem?

Hvad hvis de, ligesom mig, går rundt og ønsker at de var døde?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.